Fredsalliance mellem Nej til Atomvåben og Sarons Dal

– Jeg kan samarbejde med alle, som arbejder for fred, siger evangelisten Aril Edvardsen.Sidste uge mødtes Aril Edvardsen fra den norske missionsorganisation Troens Bevis med Ole Kopreitan fra bevægelsen ’Nej til Atomvåben’. Mødet førte til en ny alliance for fred.Aril Edvardsen fra Sarons Dal i Norge har i flere år advaret mod, hvad der kan ske den dag, terrorister får fat i atomvåben. Ole Kopreitan mener, at faren for atomkrig er større nu end nogen sinde tidligere. Sidste uge mødtes de for første gang i Sarons Dal.

Selv om Aril Edvardsen og Ole Kopreitan ikke havde truffet hinanden før, kendte begge to godt til hinandens arbejde. – Jeg vil gerne have en dialog med Aril. Vi er en sekulær organisation, som er gode til teknologiske beregninger og talstørrelser. Men det viser sig, at dette ikke når ind til folks hjerter. Aril har gennem 50 år vist, at han kan nå hjerterne. Jeg håber at få nogle råd og meget inspiration, sådan at Nej til Atomvåben kan nå endnu bredere ud, siger Kopreitan.

Han fortæller, at han er opgivende over for politikere, som er mod atomvåben i Norge, men underskriver allianceaftaler gennem NATO med andre lande, som både har og er villige til at bruge denne type våben.
– 90 procent af den norske befolkning er imod atomvåben, ifølge meningsmålinger. Dette demokratiske misforhold ønsker vi at rette op på, erklærer Kopreitan.

Edvardsen gjorde det på sin side klart, at han kan samarbejde med alle, som arbejder for fred. Det sker på to teologiske grundlag. Det ene, at han er ét med alle, som tror på Jesus – og dermed er forskellige kirkesamfundstilhørsforhold ikke noget problem. Det andet er, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har fået en jord at dele og har et ansvar for gøre den bedre, mener han.
– Jeg kan samarbejde med alle, uanset tro og opfattelse. Hvis Nej til Atomvåben beder mig om at stille op, gør jeg det gerne, sagde Edvardsen.

Kopreitan havde flere spørgsmål til Edvardsen om hans arbejde i muslimske lande. Han var tydeligt nysgerrig efter at høre, hvordan det var lykkedes Aril at holde fredskonferencer og evangeliske kampagner i lande, som ofte er fjendtligt indstillet overfor Vesten.
– 80 til 85 procent af alle muslimer går det an at snakke med, siger Edvardsen og fremhæver specielt de kampagner, han har haft i Pakistan, Sudan og Senegal.
– Det var særligt interessant at være i Senegal sidste år. Der var store artikler om os i alle landets medier om fredskonferencen, vi holdt på universitet med landets ledende politikere og religiøse ledere. Præsidenten vil gerne være en brobygger for fred mellem det nordlige og det sydlige Afrika, og han var meget positiv over for alt, vi gjorde.

Men Edvardsen er hurtig til at tilføje, at det ikke er så længe siden, der herskede nærmest ”taliban-tilstander” også i Norge.
– Hvis folk bliver fundamentalister og tolker de hellige skrifter bogstaveligt, er der ikke en religion, som er bedre end en anden. Vi skal bare gå tilbage til år 1900, da det sidste ægtepar fik kirketugt her i Kvinesdal. Der var en lov, som sagde, at alle skulle gå i kirke og til nadver mindst en gang om året. De blev bundet udenfor kirken og pisket på anklerne i alles påsyn for ikke at have gjort dette. Og jeg husker godt de tørklæde-klædte kvinder, som kom i bedehuset, da jeg var ung, fortæller han.

Ola Kopreitan siger, det er vigtigt at forstå, hvordan Den tredje verden opfatter Vesten og hvad det er, som skaber terrorister i udgangspunktet. Han henviser særligt til USA og Vestens politik, hvor handel og velstand er på bekostning af de fattige.
Han er også bekymret over, at medlemstallet i Nej til Atomvåben er gået drastisk tilbage de senere år trods meningsmålingerne, som viser, at 90 procent af nordmændene er mod atomvåben. Samtidig påpeger han, at vi aldrig før har haft så meget at frygte som nu.
– Under den kolde krig og våbenkapløbet blev atomvåben brugt til afskrækkelse, og der var ingen, som ville trykke på knappen, fordi de vidste, at det også ville betyde deres egen udryddelse. Han mener, situationen har forandret sig i dag, og at vi har meget at frygte, når disse våben kommer i hænderne på terrorister.

– Jeg har prædiket om teknologiske tegn ud fra profetierne i Bibelen i mange år. Under Golf-krigen ringede en journalist fra NRK til mig og spurgte, om jeg troede dette ville blive det apokalyptiske slag.
– Jeg sagde nej, det troede jeg ikke. Men den dag, terrorister får fat i atomvåben, kan du komme tilbage. Da bliver jeg bange. Og det er jeg nu, siger Edvardsen og henviser til Iran og den eksplosive situation i Mellemøsten.

Men Aril Edvardsen præciserer, at det ikke er dommedag, han venter på, men slaget, som fører til, at Jesus kommer tilbage for at danne et fredsrige på jord.
– Da kommer der frihed, lighed og broderskab for alle, og der står også, at Jesus da skal komme og ødelægge alle, som ødelægger jorden, føjer Aril til.

Som et konkret resultat af mødet, som fandt sted i Sarons Dal, har Aril Edvardsen nu en stående invitation til at deltage på verdenskonferencen mod atomvåben i Hiroshima næste år, og Ole Kopreitan er inviteret til at være med til at tale til kirkeledere og politikere i Tanzania allerede her i august.
Bente Rognmo Thakre