Holyfield prædikede med næverne
Den tidligere fire-dobbelte verdensmester i sværvægtsboksning,
Evander Holyfield, har gennem sin karriere oplevet, at Gud var stærk, når han var svag. Også i bokseringenJesus er herre stod der på kasketten, da Evander Holyfield i november 1996 gik i ringen mod Mike Tyson til tonerne af lovsangen Shout to the Lord.
På Holyfields boksershorts var broderet skriftstedet fra Fillipperbrevet 4,13: Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft. Og han havde brug for Guds kraft, for ingen levnede Holyfield mange chancer mod Tyson i topform.
Alligevel fastslog Evander Holyfield over for de millioner af tv-seere, at Gud ville give ham sejren for at overbevise dem, som ikke tror.
– Boksningen er et værktøj, Gud har givet mig, til at forkynde hans ord. Mange af dem, der følger med i boksningen, går aldrig i kirke. Men da Gud er interesseret i alle, vil han, at alle mennesker skal høre budskabet. Også gennem boksning, har han senere forklaret i et interview.
11 omgange senere var de mange bokseeksperter nær faldet af taburetterne. Den ellers uovervindelige Mike Tyson lå på gulvet. Stoppet på teknisk knockout.
– Gud skal have æren for denne sejr. Ikke jeg. For jeg blev ledt af Guds ånd i aften, prædikede Holyfield efter kampen med VM-bæltet om livet.
Et halvt år senere stod de to kæmper over for hinanden igen i en VM-revanche, men heller ikke denne gang, lykkedes til Tyson at besejre Holyfield. Som mange vil huske, blev Mike Tyson diskvalificeret efter to gange at have bidt Holyfield i ørene.
I virkeligheden burde Holyfield slet ikke have stillet op til de to kampe mod Tyson.
I 1994 lagde den dengang dobbelte verdensmester nemlig boksehandskerne på hylden. Under et lægetjek efter et nederlag til Michael Moorer fik han konstateret en hjertefejl. Ikke livstruende, men slem nok til, at det kunne blive livstruende, hvis han ikke omgående indstillede karrieren.
Men Holyfield nægtede at give op. Hans vise bedstemor indprentede ham allerede som barn, at hvis han først én gang gav op, så ville han altid give op. Det var, da han fik klø af de ældre drenge i bokseklubben.
To måneder efter, at han havde meddelt omverdenen, at han havde bokset sin sidste kamp, gik Evander Holyfield til et møde med den kendte tv-prædikant Benny Hinn.
Hinn lagde hænderne på den store bokser og bad Gud om at gribe ind og helbrede.
– En hel time efter følte jeg en varme og Helligåndens kraft i mig, fortalte Holyfield senere efter episoden.
Da han senere lod lægerne se på hjertet igen, måtte de konstatere, at hjertet var fuldstændig rask. Og Holyfield kunne begynde at forberede sig til til et comeback.
Evander Holyfield blev født af en enlig mor som det yngste af ni børn. For at forsørge den store børneflok måtte moderen passe hele to jobs, så Evander tilbragte det meste af sin barndom sammen med sin kristne mormor.
Hun fortalte ham om Gud og lærte ham at bede. Desuden var hun én af hovedkræfterne bag, at Evander fortsatte med boksningen, når han kom træt og mørbanket hjem fra træning og mest havde lyst til at kyle handskerne langt væk. Blandt andet fordi boksetrænerne tidligt så hans talent og gav ham for store mundfulde i træningen for at teste, om han også havde viljen.
– Gud gav dig ikke dine evner og muligheder, for at du skulle sidde på dem og dovne, belærte mormoderen ham.
Som amatør vandt Holyfield bronze ved OL i Los Angeles i 1984, og havde det ikke været for en dommerskandale i semifinalen var det mindst blevet til sølv.
Blot nogle få måneder efter OL fik Holyfield sin professionelle debut, og i 1986 kunne han første gang spænde et VM-bælte om livet i cruiservægt og i 1990 i sværvægt efter sejr over Buster Douglas.
Selv om Evander Holyfield i forhold til flere af sine kolleger har været en pæn dreng, har hans nu 43-årige liv ikke været uden komplikationer.
Karrieren har budt på flere store nederlag, han har gennemlevet skilsmisser, forretninger, der slog fejl, og tabet af en bror, som blev dræbt ved en ulykke.
– Men Gud har altid været min styrke, min faste støtte. Jeg har fået lov at erfare, at han er stærk, når jeg er svag, forklarer han.
– For mig var det et vidnesbyrd, at jeg fik lov at besejre Mike Tyson i 1996, hvor han var i topform, og jeg havde et formdyk i karrieren. Det var Guds styrke, der kom til udtryk.
Om Tyson-kampene fortæller han, at bønnen blev et vigtigt redskab.
– Jeg bad under træningen, jeg bad, da jeg kravlede op, og jeg bad under kampen.
Det fortælles, at han mellem to omgange af kampen bad i tunger i ringhjørnet. Én af hans sekundanter blev nervøs for, at hans bokser var blevet ramt så hårdt, at han ikke kunne styre sin tale.
– Bare rolig, forsikrede Holyfield. – Det er ikke dig, jeg taler med.
Evander Holyfield tager i dag gerne ud i kirker og fortæller om sin tro og sin karriere. Han betragter dog stadig bokseringen som sit livs vigtigste talerstol.
– Der kunne jeg tale med folk om Gud og fortælle dem, at ved at sætte sin tro og lid til ham er det muligt for mennesker at møde og overvinde udfordringer og mål, som er meget større end dem selv. Det er mit eget liv et vidnesbyrd på.
Holyfield blev engang spurgt, hvad han ville sige til mennesker, der ikke er kristne, hvorpå bokseren svarede med sit eget vidnesbyrd.
– Jeg var så heldig at have en mor, som efter at have prøvet alt til sidst tog imod Jesus som den eneste vej. Venner, status og materielle goder kan ikke gøre et menneske lykkeligt. Vi har brug for Jesus, og hvis du ikke har ham i dit liv, kan du invitere ham ind med en simpel bøn, opfordrede Holyfield.
Sværvægtsmesterens imponerende karriere har indbragt ham millioner af dollars. En stor del af pengene har han placeret i en fond, som skal hjælpe børn fra svære sociale kår til at få et godt liv.
– At jeg blev verdens bedste bokser, skyldes udelukkende Gud, og at nogen hjalp mig og støttede mig undervejs. Den mulighed vil jeg gerne give andre børn, der kommer fra de samme kår som jeg selv.
