Min første dannelsesrejse

Alle de store forfattere rejste for at leve, bl.a. H.C. Andersen, som rejste til Italien, og Biskop Jan Lindhardt, som tog til USA. Det fik mig til at tænke, at jeg da også ville på sådan en dannelsesrejse.Jeg valgte et rejsemål, som jeg syntes opfangede hele den vestlige verdens samtidspuls, og som kunne stimulere min blyants vandring over papiret, og det blev naturligvis: Nordsjælland!
Jeg valgte et kunstmuseum i Humlebæk city: Louisiana. Jeg valgte dette fremfor Statens Museum for Kunst, fordi sidstnævnte annoncerede med en udstilling ved navn ”Rembrandt?”, hvilket jeg tolkede som leverandørsvigt…

Da jeg ankom til Louisiana, satte jeg mig først hen i et hjørne for at studere de udleverede brochurer. Der stod bl.a., at man ikke måtte komme tættere på kunstværkerne end 30 cm. Da jeg rejste mig op, indså jeg, at jeg havde siddet godt plantet på et kunstværk, nemlig ét af de sytten akvarier, der var fyldt med brystformede silikoneklumper. Ups.

Jeg gik hurtigt videre, og ved synet af al kunsten begyndte jeg at fundere over, hvad kunst egentlig er. Jeg kan i hvert fald fortælle, hvad kunst ikke er! Jeg kom nemlig ind i et rum med skulpturer (eller skvulpturer, som jeg kaldte dem som barn), og i hjørnet stod en skulptur bestående af to elementer: En gammel træstol samt en lille forstenet pige med blikket forseglet på den alt for høje stol. Jeg gik derover for at filosofere over fremmedgørelsen mellem stolen og pigen – os og omgivelserne – som vi kan føle i en postmoderne, rodløs og fragmenteret verden.
Pludselig begyndte pigen at røre på sig og råbe på sin mor. Jeg skreg op af forskrækkelse, og pigen begyndte at græde, jeg skreg videre, og moren kom løbende, mens hun sendte mig et vredt blik. Ups.
Jeg gik hurtigt videre, og ved synet af endnu flere kunstværker begyndte jeg at lege med tanken om, hvad jeg ville skabe, hvis jeg skulle lave et kunstværk. Jeg tror jeg ville lave en skvulptur, som forestillede en løbende kvinde på vej ud af et kunstmuseum…