Barricades Blood Combines
Jeg må ærligt tilstå, at det var med stor spænding, jeg satte Blood Combines i afspilleren; jeg syntes godt om deres EP, men den smule, jeg havde hørt fra Blood Combines på deres Myspace, havde givet mig den idé, at dette album ville være en skuffelse!
Men heldigvis blev min frygt gjort til skamme! For det her album er virkelig godt! Hele bandet virker til at have fået et løft, især Brians trommer er blevet så meget federe. Det gør en masse for Blood Combines. I forhold til EPen er Blood Combines blevet tungere, der er kommet små detaljer på nogle af numrene, der er nogle mere eller mindre instrumentale numre, som henleder tankerne på ZAO og Living Sacrifice, og så er der selvfølgelig en masse andledning til at headbange!
Man opdager også, at der på dette album har sneget sig nogle gamle kendinge ind som Green Light District, All For The Sake og live nummeret Punks Not Dead, dog er navnet blevet ændret til Is This The Rise And The Fall Of The Mohawks, og så er der mere sang på nummeret end tidligere, det er blevet et rigtig fedt nummer.
Så konklusionen er, at Blood Combines er blevet et rigtig godt album, der virkelig er en værdig efterfølger til EP´en!
P.S.: Smid den lige i computeren engang ved lejlighed, da der gemmer sig nogle live klip på den.
Thomas Visby Larsen