Elisabeth er gade- børnenes mama
I 1974 rejste en 23-årig kvinde fra Sverige til Honduras. Bag sig lagde hun sit gamle liv og fædreland.
Elisabeth Johansson er i dag 60 år. Hun har, siden hun var fjorten år, vidst, at hun skulle hjælpe børnehjemsbørn.
– Da jeg var fjorten år var to af mine kusiner på børnehjem i en kortere periode. Det var under et besøg hos dem, at jeg fik kaldet, fortæller hun.
– Jeg så, hvor lidt de havde, og hvor meget de havde brug for hjælp, fortæller Elisabeth.
Hun er overbevist om, at Gud har en plan med alle mennesker. Hun siger, at Gud tidligt viste hende, hvad hans plan var med hende. Gud tændte en ild i hende, der ikke sådan lige kunne slukkes.
Som 18-årig mødte Elisabeth et svensk missionærpar, der arbejdede i Honduras. Her fik Elisabeth etableret en kontakt. Efter fem år med utålmodig venten og frygt for det ukendte kunne hun endelig tage til Honduras og begynde på sin livsopgave.
– I de fem år, der gik fra jeg fik kontakt til missionærparret i Honduras, til jeg tog af sted, var jeg på en gang meget opsat på at tage af sted, og samtidig havde jeg lyst til at flygte fra Guds plan med mig og gemme mig for ham, husker hun.
vejen over Atlanten
Men til sidst vandt Guds kald, og Elisabeth tog af sted, selv om hendes far ikke syntes, det var en god ide, at hun rejste så langt væk helt alene.
– Min far var meget urolig for mig og hvordan, det skulle gå mig i et fremmed land så langt væk. Min mor var mere afklaret med det, og selv om det var svært at lade mig rejse, så vidste hun, at det var Guds plan for mit liv.
– Jeg skulle flyve fra Kastrup til New York og så fra New York til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Det tog omkring 12 timer, og jeg græd hele vejen. Men da jeg satte min fod på honduransk jord for første gang, vidste jeg, at jeg var kommet hjem. Gud hjalp mig til at lægge mit gamle liv bag mig og starte på et nyt. Mine tårer havde visket mit gamle liv ud og gjort mig klar til at starte på et nyt.
I Honduras kom Elisabeth til at arbejde for den Kristne Kærligheds Brigade.
I 1974, da Elisabeth kom til Honduras, blev landet ramt af en stor orkan, der gjorde tusinder hjemløse. Den Kristne Kærligheds Brigade begyndte at arbejde med nødhjælp for at hjælpe de hårdt trængte honduranere.
I 1979 var Elisabeth med til at starte et daghjem for børn, og i 1984 var hun med til at starte et arbejde med gadebørn i Tegucigalpas slumkvarter.
for gadebørn
Allerede året efter startede Elisabeth børnehjemmet Renacer, der i dag huser omkring 60 tidligere gadebørn fra slumkvarterene i Tegucigalpa.
I 1994 blev der bygget er skole ved Renacer for børnehjemsbørnene og de lokale børn i landsbyen. Skolen underviste de ældste elever i boglige fag og håndværk. I år 2000 blev skolen udvidet til også at dække de mindste klasser, så nu har alle børn mulighed for at komme i skole. Og for ganske nyligt blev skolen igen udvidet – denne gang med et gymnasium for de ældste elever.
og miste modet
– Skolegang er vigtig for børnehjemsbørnene. Den er med til at sikre, at deres fremtid ikke bliver som deres fortid.
Mange af de børn, som Elisabeth har hjulpet gennem tiden, har været udsat for meget grove overgreb og forsømmelse. Og det kan til tider virke nyttesløst at hjælpe et enkelt barn, når der er tusinder derude, der også har brug for hjælp.
– Det har til tider frustreret mig rigtig meget, at man kun kan hjælpe så få. Men man bliver nødt til at fokusere på dem, man kan hjælpe, i stedet for at se på alle dem, man ikke kan hjælpe.
Da jeg til sidst spørger Elisabeth, hvad det bedste ved at arbejde med gadebørn er, får hun tårer i øjnene.
– Det bedste er at se et lille barn, der har været udsat for så meget ondt, tage imod Kristus og tilgive sine forbrydere. Det er det hele værd at få lov at opleve det bare én enkelt gang, slutter Elisabeth.
