Vil forfordele ægte kristne
Dansk Folkeparti vil undgå fupomvendte kristne, der får asyl i Danmark. Kirkeordføreren for Dansk Folkeparti, journalisten og teologen Jesper Langballe, vil have tilknyttet teologer til Udlændingeservice, der kan sortere i asylansøgerne.
Han vil undgå norske tilstande, hvor såkaldte fupomvendte kristne bliver hjulpet til asyl og bagefter griner nordmændenen op i ansigtet, som Langballe siger det til Kristeligt Dagblad.
– Vi skal hjælpe kristne irakere, som er trængte. Men det er svært at se, hvordan det skal gøres, siger han.
Det er et princip for ham, at kristne gerne må få asyl.
– Jeg er selv kristen og vil til enhver tid støtte de kristne, siger han.
Han mener ikke, det er svært at kende forskel på, om folk taler sandt eller falskt i spørgsmålet om islam og kristendom.
Pga. udlandsture er det ikke lykkedes at få en kommentar fra fra minister Rikke Hvilshøj fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om, hvad det kommer til at betyde for deres arbejde, hvis teologer skal ind og være en del af sagsbehandlingerne om asylansøgninger.