IPSICC

Flest hjemløse i København

I Danmark er mindst 5.000 hjemløse. De 3.000 holder til i København og omegn. Det viser den første nationale kortlægning.Mindst 5.000 danskere er havnet i en hjælpeløs situation og sover derfor på gaden, herberger, natvarmestuer, vandrerhjem eller midlertidigt hos familie og venner. De 3.000 holder til i København og omegn.Det viser den første nationale kortlægning af hjemløshed, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – nu har gennemført og offentliggjort i en ny rapport.
552 hjemløse sover på gaden. Resten på herberger, natvarmestuer, vandrerhjem eller midlertidigt hos familie og venner. Hovedparten af de hjemløse befinder sig i hovedstadsområdet, mens der er registreret knap 350 i Århus, 200 i Odense, 150 i Aalborg og 100 i Esbjerg.

Unge hjemløse

Halvdelen af de hjemløse er mellem 30 og 49 år. Men desværre ser det ud til, at der stadig kommer nye hjemløse til, da en fjerdel er under 30 år. De 18-24 årige udgør 13 procent, mens gruppen fra 25-29 år udgør 11 procent.
Tre fjerdedele af de hjemløse er på kontanthjælp eller førtidspension. Misbrug og psykisk sygdom er for mange en medvirkende årsag til deres hjemløshed. 69 procent er afhængige af alkohol, narkotika og medicin. 30 procent har en psykisk sygdom.

Hjemløse med anden
etnisk baggrund

Omkring en femtedel af de hjemløse har en anden etnisk baggrund end dansk. Det er særligt i København og Århus, at man finder denne gruppe blandt de hjemløse, mens andelen er bemærkelsesværdigt lav i byer som Aalborg og Esbjerg.

Behov for flere boliger

Men det er ikke kun de individuelle forhold, der afgør, om en person bliver hjemløs. Den generelle boligmangel er for en del årsagen. Det gælder især i hovedstadsområdet.
Hvis hjemløsheden skal afhjælpes, er det SFI´s vurdering, at sociale indsatser og behandlingstilbud må kombineres med flere boligtilbud til de hjemløse.
Den omfattende kortlægning har SFI gennemført ved at bede de sociale tilbud og myndigheder på området om at udfylde et spørgeskema for hver hjemløs person, de havde kontakt med eller kendskab til i løbet af uge 6 i 2007. Metoden er valgt, så det også er muligt at sammenligne med tilsvarende undersøgelser i andre lande.