Mere kirke for pengene
Folkekirkens lokale udgifter er steget voldsomt de seneste 20 år. Men medlemmerne har ikke fået mere kirke for pengene. Nu skal spareselen i brug, lyder det i ny betænkning.Kun syv procent af folkekirkens lokale driftsudgifter går til kirkelige aktiviteter. Resten bruges på lønninger, administration og drift af bygninger og kirkegårde.
Derfor skal landets menighedsråd lægge sig i spareselen og i stedet lægge vægt på at yde mere kirke for folkekirkens medlemmer.
Det er – i ultrakort form – hovedbudskabet i en 424 sider lang betænkning, som netop er offentliggjort. Betænkningen er udarbejdet af Udvalget om den lokale økonomi i folkekirken, der blev nedsat i september 2006.
Der er dog ikke tale om en traditionel sparerapport, men om en skrivelse fyldt med frodige forslag til, hvordan folkekirken kan tilbyde medlemmerne mere for de samme penge, fastslog kirkeminister Bertel Haarder i forbindelse med offentliggørelsen.
– Der er behov for, at menighedsråd og provstiudvalg tager nogle grundige drøftelser – hver for sig og sammen – om folkekirkens økonomi. Der er mange tankevækkende ting i analysen. F.eks. at kirkeskatten er steget meget mere end de priser, vi som forbrugere skal betale for alle mulige varer og tjenesteydelser.
Det inspirerer forhåbentlig til at drøfte, om man kan prioritere anderledes, siger ministeren.
Siden 1988 er folkekirkens lokale udgifter steget 25 procent mere end de almindelige pris- og lønstigninger. Selv om kirken i den periode har mistet over 100.000 medlemmer.
Det har betydet, at kirkeskatten i perioden er steget med 110 procent, men de generelle forbrugspriser kun er steget med 49 procent.
Betænkningens hovedargument er, at mange folkekirkelige opgaver kan klares billigere og mere effektivt, når flere menighedsråd samarbejder. Og på den måde kan der frigøres flere penge til kirkelige aktiviteter og service til medlemmerne.
Bl.a. kan der spares store beløb, hvis menighedsrådene organiserer fælles indkøb, samarbejder om administrative opgaver og f.eks. kan deles om en organist i stedet for at ansætte hver sin. Desuden kan flere menighedsråd med stor fordel lægges sammen til ét i pastorater med flere sogne.
Regnestykket viser, at landets mindste sogne bruger tre gange så mange penge pr. medlem som de største sogne på drifts- og anlægsudgifter. Men det betyder ikke, at små sogne for enhver pris skal slås sammen, eller at kirker skal lukkes.
Det er ikke en forudsætning for at få mere kirke for pengene, at de nuværende sogne og kirkedistrikter bliver reduceret drastisk i antal. Så længe sognets beboere søger til gudstjeneste i sognekirken, er der næppe grundlag for at nedlægge et sogn, hedder det i betænkningen.
Den nye betænkning er nu sendt i offentlig høring frem til den 7. december. Og i løbet af efteråret vil der blive arrangeret orienterings- og debatmøder rundt om i landet.
Kirkeminister Bertel Haarder håber selv at kunne deltage i nogle af møderne, og han lover, at debatten og høringssvarene vil få stor indflydelse på, hvad der fortsat skal ske med folkekirkens lokale økonomi.
