Kristne hjælpearbejdere vil fortsætte i Afghanistan
Trods den seneste bortførelse og drab af kristne hjælpearbejdere fra Sydkorea, bebuder kirken, der har udsendt dem, at man fortsat vil sende hjælpearbejdere til Afghanistan.Bortførelsen og henrettelsen af de kristne sydkoreanere i Afghanistan har ikke fået kirken til at bremse missionsarbejdet.23 frivillige fra Sammul Presbyterian Church i Bundang i Syd-Korea blev kidnappet af oprørsstyrker fra Taliban i Afghanistans Ghazni-provins d. 19. juli.
Det menes, at de 23 koreanere blev kidnappet, fordi de er udlændinge, og fordi Syd-Korea har tropper i Afghanistan, og ikke først og fremmest fordi de er kristne.
Efter at have udsat gidslernes henrettelse tre gange, skød kidnapperne d. 25. juli gruppens 42-årige leder, Bae Hyung Kyu. Mandag aften i sidste uge skød kidnapperne endnu et gidsel, og deres næste tidsfrist udløb her til morgen. Bae, som var præst for Sammul-kirkens single-gruppe, efterlader sig en kone og en 9-årig datter. I sit arbejde med ugifte akademikere forberedte Bae unge til at rejse ud som frivillige hjælpearbejdere i udviklingslande, oplyser Åbne Døre.
Kirken afviser de koreanske mediers kritik af deltagernes forberedelse til rejsen.
– De var meget godt forberedt til rejsen. I et land, hvor der er krig, forlader alle landet, når det bliver hårdt at være der. Hvis vi forlader landet, hvem bliver så tilbage og hjælper folket? siger en ven af Baes fra Sammul-kirken.
En anden koreansk kristen siger, at selv efter Baes død er det nødvendigt, at kristne fortsætter med at hjælpe muslimske lande for på den måde at vise dem Kristi kærlighed gennem hjælpearbejdet.
– På trods af denne episode ønsker vi ikke noget dårligt hverken for Afghanistan eller andre muslimske lande. For de kender ikke Jesus Kristus, og vi er nødt til at dele Jesu Kristi kærlighed med dem.