Balletdanserinde blev Alpha-koordinator

Bess Serner Pedersen begyndte sit liv på de skrå brædder. I dag leder hun kirkernes Alpha-kurser.Bess tilbragte det meste af sin barndom og ungdom på Det Kgl. Teater. Hun dansede ballet.

Hvis Bess Serner Pedersen ikke var blevet ”siet fra”, som hun kalder det, var hun formentlig fortsat som balletdanserinde på Det Kongelige Teater. Men Gud havde åbenbart andre planer…

– Ja, jeg kommer fra en teaterfamilie og har onkler og tanter, som er solodansere og danserinder. Min mor og min søster er også teaterfolk, fortæller Bess Serner Pedersen.
– Jeg har levet hele min barndom på Det Kongelige Teater. Jeg dansede ballet indtil jeg blev 18 år. Det var rigtig sjovt. Jeg var bl.a. med i den Disney-film, der hedder Balarina. Walt Disney var selv på besøg på det Det Kgl. Teater, og jeg fik lov at hilse på ham.
For lang tid siden var jeg med i en operette, der hedder Pinafore, som blev vist i fjernsynet.
Så jeg har oplevet rigtig meget sjov på teatret. Men så bliver man jo siet fra… Hvis ikke, man er god nok, ler Bess højlydt over sin afbrudte teaterkarriere.

– Så kom jeg på et gymnasium, og der mødte jeg en historielærer, som var aktiv troende og inviterede eleverne med på lejr. Det var en kristen lejr. Men jeg tænkte, at det kunne jeg nok bære. Jeg tager en lur, når han prædiker, tænkte jeg. Men så kom jeg – uheldigvis – til at høre efter, hvad han sagde…
Jeg var døbt og konfirmeret, men det var jo bare noget, man gjorde. Jeg kan ikke huske en disse fra min konfirmationsforberedelse.
Men da jeg hørte ham læreren, så tænkte jeg: Måske er Gud virkelig, måske er Jesus virkelig. Så en morgen sagde jeg til Jesus: ”Jeg vil følges med dig.” Og det har jeg gjort lige siden.
Det var jo fantastisk at opdage, at han virkelig var der. Det fortalte jeg til alle og enhver – og de løb jo skrigende bort. Men jeg kunne ikke lade være med at snakke om det. Når man har set lyset, så må andre jo også se det. Man er jo heller ikke så vis, når man er helt ung.
Siden har jeg så tænkt over, hvordan jeg kunne få folk til at høre det fantastiske budskab.
Og en dag i 1994 i Karlslunde Strandkirke fandt jeg ud af, hvordan!

– Vi havde besøg af Nicky Gumbel fra Holy Trinity Brompton, som er en sognekirke i London under Church of England (der svarer til vores folkekirke). Han fortalte om nogle Alpha-kurser, som de holdt derovre.
Der var nogle damer i kirken, som sagde til præsten, at de ikke kunne forklare, hvad de troede på, når nogen spurgte dem. Så inviterede præsten, Nicky Gumbel, dem hjem i sit køkken og lavede mad til dem og holdt et lille kursus for dem. Aha, sagde de, er det sådan, det er. Og de inviterede så nogle andre venner med, og sådan udviklede det sig.
Sidste år deltog 9 mio. mennesker fordelt på 158 lande på verdensplan i Alpha-kurser!
– Yes, det er lige det, jeg har brug for i min folkekirke i Holbæk, sagde jeg.
– Så vi gik hjem og oversatte det engelske materiale fra gang til gang. Og jeg har stået for kurserne i Holbæk lige siden, fortæller Bess, der er gift med præsten, Jesper Serner-Pedersen. Hendes søn Jonas er også teolog og netop ansat i Kolding Valgmenighed.

Fire år senere i 1998 blev Bess ansat af Strandkirken til at udbrede og koordinere Alpha-kurser i danske kirker.
– I begyndelsen voksede det med ca. 20 kirker om året, og nu har vi i et par år ligget jævnt på 200 kirker, som bruger det, fortæller hun.
– Hvad er Alpha?
– Vi kalder det et intro-kursus til kristendom. Det lyder måske tørt, men det er det jo slet ikke. Man spiser og snakker sammen. Der er en – måske lidt udenlandsk – ingrediens, at man altid skal fortælle en sjov historie. Og så er der et oplæg, om f.eks. hvordan man finder rundt i Bibelen, eller hvordan man be’r, osv. De fleste kurser kører fra september og indtil december. Det tager normalt 10-12 uger. Og det slutter med en festaften. Undervejs er der en weekend eller en hel dag, som handler om Helligånden. Det er et varmt emne, så derfor bruger man en dag eller weekend på at rede misforståelserne ud…!

– Hvad er hemmeligheden bag Alphas succes?
– Jeg tror, det er, at man selv deltager og kan komme frem med det, man tror på. Det kan man jo ikke under en gudstjeneste. Men her er der et sted, hvor man må. Uden at nogen skælder ud og siger fy skamme, sådan kan man ikke mene…
For det er man jo vant til i kirkelige sammenhænge. Jeg blev engang ringet op af nogle, som havde set et foto af et Alpha middagsselskab med en vinflaske. Fy skamme, det kan man ikke, mente de. Men det kan man jo. Jesus selv drak jo vin. Bare man ikke tyller det i sig…, tilføjer Bess med en høj latter.

– Hvordan kan man holde det samme kursus i en luthersk folkekirke og i en frikirke? Eller i en katolsk eller russisk-ortodoks kirke?
– Det er da også mirakuløst! Men det skyldes måske, at man ikke har nogle af de – for kirkefolk – kontroversielle emner, som f.eks. dåb og nadver. Ikke fordi det ikke er vigtige emner, men dem må man så tage sig af senere. Vi vil jo bare gerne i snak…
Der er mange flere danskere, der i dag kan forholde sig til bøn end for 15 år siden, da vi startede. Samfundet har flyttet sig. Der er flere, der idag kan forholde sig til bøn end til f.eks. Bibelen.

– De fleste, der tager med, er blevet inviteret af en god ven eller kollega. Alpha-kurset appellerer ikke kun til hjernen, men også til hjertet. Det spirituelle kan få lov at udvikle sig sideløbende med hjernen. Det er måske en af grundene til, at det fungerer.
Man kan jo nærme sig kristendommen på mange måder – ja, på alle de måder, som mennesker er på.
– Hvorfor blev du selv tiltrukket af den kristne tro?
– Jamen, Jesus er jo den rigtige vej. Vi prøver jo alle sammen at være ”go’e nok” – men der er jo ingen, der står distancen. Kristendommen er den eneste af verdensreligionerne, hvor man ikke skal stå distancen – fordi man får det foræret af Jesus.
– Men skal man ikke være god?
– Jo, men det er en effekt, ikke en forudsætning. Når du møder en udrakt hånd fra Jesus – selv om du er et kvaj – så bliver effekten, at du får lyst til at være god.
– Du er præstekone i Holbæk. Er folkekirkens måde at formidle på til at forstå?
– Nej, det er meget hjerne-ting. Meget intellektuelt. Og det intellektuelle må også gerne være der, men det er jo ikke hovedsagen. Det vigtigste i kristendommen er jo hjertet.

– Hvad gør I for at gøre kirken mere imødekommende?
– Man kan dårligt gøre noget ved selve gudstjenesten. Piller man ved den, går alle alarmklokkerne i gang.
Min mand startede gudstjenesten med at sige ”god morgen!” – det blev der klaget over til biskoppen, og så fik han pålæg fra den daværende biskop om, at det måtte han ikke. Siden har han heller ikke gjort det. Men alle de andre siger jo go’morgen, for de har jo ikke fået pålæg om at lade være…!
Det er vældig vanskeligt at lave om på gudstjenesten. Den er blevet en religiøs ting.
Men så gør vi det på andre tider. Vi inviterer f.eks. hjem til et kursus i dagligstuen eller holder alternative gudstjenester om aftenen.
– Nogle synes, at gudstjenesten skal være stille og højtidelig…
– Jo, men sådan én kunne vi jo holde kl. 10, og kl. 12 kunne vi så have ramasjang. Og kl. 16 kunne vi have moderne lovsang og guitar og trommer. Det kunne være fedt. Så var der noget til alle. Så kunne man bare vælge, hvad man ville have.

– Er der også Alpha-kurser i fængslerne…?
– Ja, der er kurser i Vridsløselille og Herstedvester. Og fangerne er meget glade for det. De slutter med at give gaver til dem, der arrangerer det.
Desværre er der kun kurser i disse to fængsler. Men i England er der Alpha-kurser i 75 pct. af fængslerne! Selv i Dartmoor, som er et sted for de hårdeste fanger.
– Findes der også ægteskabs-Alpha?
– Ja, det er et sidekursus, som opstod i England, da nogle deltagere i løbet af et kursus havde set, at der var et nyt håb for deres liv. Så ville de gerne vide, hvordan de skulle få ryddet op og få det bedre i deres parforhold.
Vi har også et ungdoms-Alpha kursus, som vi er ved at modernisere sammen med Youth for Christ. Det er ikke indholdet, der ændres, men dets udtryk.
– Er 200 Alpha-kurser nok?
– Nej, der bør være et Alpha-kursus i nærheden af alle danskere. Men så mange er der desværre ikke – endnu, siger det danske Alpha-kontors koordinator, som opfordrer ”kirkefolk” til at arrangere og selv tage med og blande sig.
– De må bare ikke blive for dominerende. Og præsten og foredragsholderen skal ikke være med i grupperne, for så er der ikke nogen, der tør sige det venlige menneske imod.