Bønnetog gennem Sverige

SVERIGE – 60 svenskere rejste gennem landet med det ene formål at bede for det svenske folk.Fra den 12. til den 17. august rejste en gruppe på 60 svenskere gennem Sverige. Turen gik fra Jönköping i det centrale Sydsverige til Treriksröset, som er landets nordligstepunkt – lige der, hvor Sverige, Norge og Finlands grænser støder sammen.
Målet med rejsen var at bede for Sverige og det svenske folk og transportmidlet var primært jernbanen. De 60 personer, som kom fra 42 forskellige steder i landet, havde lejet en hel togvogn, hvor de kunne have stilletid, fællessang og fællesskab. Undervejs blev det også til besøg i flere kirker beliggende langs bønne-ruten. Flere steder har lokale bønnegrupper indsamlet bedeemner, som kommer med på toget, forklarer Lisbeth Stigemyr, som var med på rejsen.
– De er gode repræsentanter for det, jeg tror, er Sveriges håb: Forbedere, som trofast holder ud og mødes regelmæssigt for at bede for deres egn, siger Lisbeth Stigemyr til avisen Trons Värld.
– For det meste er de ikke så mange, men jeg tror, at de gør en forskel på det sted, de bor.
Det er Norrehammars Frikyrkeförsamling med pastor Göran Undevall i spidsen, der har stået som initiatagere til bønnerejsen, der forventes gentaget næste år.
-mibo