Holger Quist har været lærer i 35 år

I 1972 var Holger Quist (64) med til at grundlægge Søndbjerg Efterskole i Vestjylland. Den 1. august 2007 fejrede han sit 35-års jubilæum på efterskolen. Han ser sit job som efterskolelærer som et kald fra Gud.Som efterskolelærer i 35 år har Holger lært mange elever at se deres liv i lyset af evangeliet. Det har været hans kald at vise dem, at de har brug for Kristus.Holger er fra København og voksede op omgivet af mennesker, som troede på Gud.
Første gang, Holger underviste, var i kirkens søndagsskole. Derudover var han tropfører for KFUM-spejderne og tog på Haslev Udvidede Højskole for at tage delingsfører-uddannelsen. Her mødte han Martha, som han giftede sig med.
– Gnisten mellem os blev tændt over suppen, som var varm, og det var blikket også, siger Holger.
De blev viet i Rødding kirke i Salling og fik senere to sønner, Peter i 1976 og Søren i 1979. Begge drenge er gift i dag og har hver et barn.
Efter årene på højskole blev Holger udlært som smede- og maskinarbejder og teknikum -ingeniør. Han læste også kulturhistorie og dans.
– Men en dag gik det op for mig, at jeg var helt forkert anbragt. Det, jeg ville med mit liv, var at skabe noget i menneskers liv, siger Holger.
Han tog derfor tilbage til Haslev med Martha og meldte sig ind på Haslev Seminarium, hvor hans linjefag var samfundsfag og idræt.
Han arbejdede også meget med kunst og formning og var aktiv i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) og KAL (Kristeligt Arbejde blandt Lærerstuderende).
– Jeg brændte for at formidle den kristne grundfortælling og dele min egen oplevelse med mine medstuderende, fortæller Holger.
I dag har Holger arbejdet som efterskolelærer i 35 år. Han maler desuden billeder, er stenhugger og laver også jernskulpturer.

Den 1. august 2007 var det 35 år siden, Holger Quist stod på en mark med en kæmpe jordhøj, som i dag er Søndbjerg Efterskole.
– Både Martha og jeg var uddannede skolelærere. Da jeg var færdig på seminariet og havde været ude i nogle praktikjob, fortalte Martha, at der var planer om at bygge Søndbjerg Efterskole, fortæller Holger.
– Hun kendte de folk, som havde med projektet at gøre, og forslog, at vi begge lagde en jobansøgning ind. Først tænkte jeg ved mig selv: ”Vestjylland?”. Sønderjylland og København kendte jeg. Men jeg blev modtaget med åbne arme, siger han.
Holger og Martha sendte en ansøgning af sted og fik jobbene.
– Det endte med, at vi var med både praktisk og åndeligt til at bygge efterskolen, siger han.

Da efterskolen var bygget, var det meningen, at den skulle bygge bro mellem Indre Mission og KFUK, som på daværende tidspunkt ikke kunne tale sammen.
– Forsoningen lykkedes, og det har siden altid præget skolen, som forsøger at være en åben Kristus-centreret skole for samvær og dialog, siger Holger.
– En Kristus-centreret skole betyder, at vi forsøger at se evangeliet gennem Jesu øjne, at være til stede og hjælpe den, som er i nød. Ligesom Josef havde en forsoningsopgave, er det kristnes livsopgave at skabe forsoning mellem kirkerne, folk på missionsmarken og politikerne imellem. Det er det livssyn, vi lærer eleverne, siger han.

Holger har også været menighedsrådsformand i Søndbjerg kirke, hvor arbejdet har hængt meget sammen med skolen.
– Det er min vision at fortælle evangeliet, så eleverne ser Kristus i sig selv. Kirken har på den måde engageret sig 60 procent i sognet og 40 procent i ungdomsarbejdet med skolen, siger Holger.
For fire år siden gik den gamle præst af, og en ny ungdoms- og IT-minded præst, Kristian Brogaard, blev indsat. Holger var med til at indsætte ham i præsteembedet samt at give inspiration til nyt ungdomsarbejde ud fra sine mange års erfaring som efterskolelærer. De har bl.a. samarbejdet om en rock-koncert i domkirken.

De sidste 15 år har Holger været med til at lave musicals om store gudsmænd som Moses og Josef, men også opdagere som Columbus.
– Det er ene historier, som er del af folks skæbner. Jeg skriver scenografi, musik og stykker til skuespil. Jeg tager også ud i foreninger i kirkelige sammenhænge, koncerter eller som gudstjeneste-bidrag. F.eks. til handicap-gudstjenester, hvor man ikke skal tale, men formidle evangeliet gennem fagter og skuespil på ti minutter, siger Holger.
– For mig er det et kald at være efterskolelærer og formidle evangeliet til næste generation. Jeg underviser bl.a. i kristendom. Jeg har den opfattelse, at når evangeliets historie og elevernes egen historie forenes med undervisningen, opstår der et brændpunkt, hvor de vil opleve liv og ånd, siger Holger.
– Jeg har været så heldig, at min lærergerning rummer og fortæller om alle muligheder for udfoldelse. Jeg tror, at det er vores livsopgave som lærere at løfte livet sammen med eleverne. Vi skal bare være vågne og opleve de nye ting hver dag, for de unge bringer jo alt det nye med sig ind på skolen, siger han.

Som efterskolelærer oplever Holger, at han lærer eleverne bedre at kende. De lever 24 timer sammen og kommer derfor bag facaderne.
– Jeg synes, det er en velsignelse og et under hver morgen, at vi sammen kan skabe ting i fællesskabet, siger Holger.
– Når vi bruger så meget tid sammen, ser jeg elevernes udvikling og hvordan de modnes og udvider deres horisonter. Det at være tilstede blandt unge, som lige er begyndt at leve livet, er et skabelsens under. Når vi så lærer at tale det samme sprog, opstår der solidaritet, åbenhed og naturlig respekt, siger Holger, som ser en stor udfordring i sit job.
– Det er derfor, jeg er blevet ved så længe, siger han.
Det er Holgers erfaring, at de bedste resultater kommer, når han engagerer sig i elevernes hverdag og er åben og opmærksom på deres verden og værdigrundlag.
– Man kommer længst, hvis man vælger at forstå hinanden og giver plads til forskellighed, siger han.

Holger og Martha var gift i 30 år, hvoraf Martha desværre var syg de sidste 20 år af deres ægteskab. Hun døde af en blodprop i hjertet i 2003.
– Det øjeblik, hun døde, udåndede hun alt det lys, hun havde i sig, som om hun sagde: Her, tag det nu og lev livet ud! Det gjorde jeg. Jeg har jo det håb, at jeg igen en dag skal se hende, siger Holger.
Han lavede en stor gravsten, som tog et halvt år at lave.
– Mange af mine elever hjalp. Selv de mest urolige kom på rulleskøjter og sagde: ’Du har glemt at vande blomsterne på Marthas grav, skal vi gøre det?’ Det var en god oplevelse at skabe gravstenen til Martha sammen med mine elever, siger Holger, som halvandet år senere tog på en cykeltur til Norges fjelde for at finde ro.
– Mine sønner sagde: ’Far, mor sagde jo til dig, inden hun døde, at hvis du fandt kærligheden igen, må du gribe den’, og det gjorde jeg, siger Holger. Han mødte nemlig Marthas veninde fra København, Birthe Grann i Søndbjerg. Hun havde boet i byen i 17 år.
– Vi blev gift i marts 2007. Selv om jeg savner Martha, bliver jeg lykkelig af, at Birthe og jeg kan leve livet fuldt ud sammen. Det er lidt, som om livet begynder forfra, og samtidig lever man videre. Det har naturligvis kostet noget at leve så mange år med en syg kvinde. Alligevel har det sat mere i gang end i stå, siger Holger.

Holger har fulgt teenagere og trends siden 1972 og set, hvordan ungdomskulturen har udviklet sig løbende gennem de sidste 35 år.
– Jeg har gjort mig den erfaring, at unge selv vil møde Kristus og opleve ham. Det er ikke nok, at vi fortæller om vores erfaring og tro, siger Holger, og understreger, at de unge i dag ikke ligner dem fra ’72.
– I dag er der mange unge, som er ensomme. Her er det vigtigt som lærer at vise dem, at de ikke er alene, men at de er fundet og er en del af skolens familie, siger Holger.
Han har også set, hvordan mobilkulturen er vokset frem blandt unge. Han oplever dog ikke, at mobilerne ødelægger fællesskabet eller skolens hverdag. For mobilen skal ligge på værelserne og bliver ikke brugt i offentligt rum.

Det er efterhånden mange hold elever, som har været under Holgers vinger gennem årene. Af og til vender de tilbage for at hilse på ham. Sidst var til hans 35-års jubilæum den 1. august i år.
Der var 300 mennesker til stede, hvoraf en stor del var gamle elever. Nogle af dem havde Holger ikke set i 25 år.
– Vi var samlet til de nye elevers velkomstfest. Pludselig kom mit billede op på storskærmen, og så fik jeg blomster, taler, små breve og mange knus. Det var en varm overraskelse. Eleverne bliver jo næsten som ens egen børn, siger Holger og griner.
– Jeg er nu 64 år og skal snart pensioneres, men det betyder ikke, at jeg ikke kommer her mere. Det er en livsstil at være efterskolelærer, og det vil jeg altid være, siger Holger.