Lille, dumme kat

Vores kat er et af de mest elskelige væsener, jeg kender. Den kommer altid én glad i møde, spinder og stryger sig op ad én.Så vidt jeg ved, er der kun to ting, der kan ødelægge kattens humør. Den ene kommer til udtryk, når den mjaver hjerteskærende uden for en lukket dør. Så er det, fordi den er meeeeget sulten, enten efter mad eller hyggeligt selskab.
Den anden ting er, når den ligger solidt klemt mellem hundens store forpoter, og hunden napper den i ørerne eller pelsen. Jeg tror, hunden har fundet ud af, at hvis den kan ”låse” kattens poter fast mod jorden, så er der ikke meget, det lille dyr kan gøre for at forsvare sig ud over at mjave højt på en lidt hvæsende måde.

Katten har lært at springe for sit liv – enten op i et træ, op på stakittet eller carporten eller op på et fuglefoderbræt med tag, hvor den lige akkurat er uden for hundens rækkevidde.
På den baggrund kan jeg ikke holde op med at undre mig over kattens ufortrødne elskelige væsen. Ja, faktisk har jeg tit både tænkt og sagt, at den må da være ufattelig dum! For hver morgen kommer den troligt springende, når hunden skal ud og luftes.
Når hunden sidder stille længe nok til at forrette sin nødtørft, kan katten lige nå hen og sige godmorgen og stryge sig op ad den. Det er ren kærlighed.
Jeg tror faktisk også, det er kærlighed fra hundens side. Den har bare en lidt voldsom måde at vise det på. I hvert fald spejder den ivrigt efter katten, når den kommer ud. Nogle gange når de da også at få en lille hyggelig sludder, inden hunden bliver for nærgående, og den vilde jagt går.

Det er nok lidt uretfærdigt bare at kalde katten for dum. Egentlig er den jo et levende omvandrende forbillede på at kunne tilgive og glemme og fortsætte med at tage kontakt. Den er meget udholdende og glad i sin kærlighed. På den måde kan den godt være et forbillede for mig.

En lille smule har den da også lært. Den viser hellere sin kærlighed, når hunden er i snor!