Prædikant forener kristne og muslimer i Tanzania

Tanzanias statsminister og Aril Edvardsen talte om fred og forsoning til muslimske sheiker og kristne biskopper ved konference om aids-epidemi i den østlige del af Afrika.TANZANIA – Den norske evangelist Aril Edvardsen er netop kommet hjem fra et besøg i Tanzania, som fik stor opmærksomhed fra myndigheder, massemedier og landets religiøse ledere.

Statsminister Edward Lowasa var taknemmelig over den norske evangelist Aril Edvardsens bestræbelser på at skabe fred og forsoning mellem kristne og muslimske ledere i Tanzania.

I sidste uge vendte den norske evangelist Aril Edvardsen hjem fra en rejse til Tanzania, som han selv betegner som unik. Foruden afholdelsen af kristne møder med titusindvis af deltagere blev han også modtaget af landets statsminister. Det skete som led i en konference om HIV/Aids og fattigdom, som den norske prædikant havde arrangeret.
På konferencen, som foregik i Tanzanias tidligere parlament, deltog to hundrede af de vigtigste kristne biskopper og muslimske sheiker i Tanzania. Målet var at samle det religiøst delte folk i en fornyet indsats for at standse den omsiggribende aidsepidemi. Tidligere havde man fra muslimsk side, der udgør cirka en trediedel af befolkningen, forsøgt at sammenkalde til en konference, men uden held.
– Tanzania er kendt for at være det eneste land i Afrika, som stadig er fredeligt, siger Sylvester Gamanywa, – men i den senere tid har Tanzania oplevet stigende religiøse forskelle mellem de to hovedreligioner, muslimer og kristne, fortæller biskop Sylvester Gamanywa. Sammen med den muslimske Sheik Alhaj Othman Ntarru havde han ansvaret for organiseringen af konferencen.
Lige nu kører der for eksempel en debat, hvor muslimer kræver indførelsen af islamisk Sharia-lov. Det har skabt en stor religiøs spænding blandt grupperne.
– På den baggrund virkede Aril Edvardsens ide om at bringe muslimer og kristne ledere sammen som en fulstændig umulighed, siger Sylvester Gamanywa.

Regering mistænksom

Helt fra starten af forberedelserne til konferencen for muslimske og kristne ledere var regeringen tydeligt mistænksom og tilbageholden. Man tvivlede på, at de to religiøse grupper ville komme til en fredskonference, og troede ikke på, at der ville komme noget ud af drøftelserne af aidsproblematikken. Men biskop Sylvester Gamanywa benyttede sig af de kontakter, han allerede havde med regeringen.
– Som biskop var jeg og Sheik Alhaj Othman Ntarru i forvejen medlemmer af regeringens organisaiton for at standse HIV og Aids. Derfor lykkedes det os endeligt at overbevise myndighederne om vigtigheden af denne konference, fortæller biskoppen.

Chokeret minister

Ved konferencen talte statsminister Edward Lowasa og Aril Edvardsen. Da statsministeren kom ind i konferencesalen, blev han overvældet af mødet med de kristne biskopper og muslimske sheiker, der sad og ventede på ham.
– Jeg har aldrig set dette før i Tanzania! Det er i sandhed en unik og historisk konference, sagde statsminister Edward Lowasa.
Han bekræftede det gode forhold mellem Tanzania og den norske regering og takkede Aril Edvardsen for at have sat dette møde i stand. Ellers brugte han sin taletid på at kalde på de religiøse lederes hjælp i kampen mod aidsepidemien.

Vi er venner

I sin tale sagde Aril Edvardsen, at kristne og muslimer bør være venner.
– For begge religioner siger, at de har Abraham til far, sagde Aril Edvardsen og refererede til vers i Ny Testamente og i Koranen, om, at Gud regnede Abraham for sin ven.
Han fortsatte med at fremholde en række vers fra Bibelen og Koranen, som taler om, at troende kristne og muslimer har en række forpligtelser at opfylde i forhold til Gud, andre mennesker og myndighederne. Og han slog fast, at fattigdomsproblemet i høj grad skyldtes korruption, grådighed og mangel på solidaritet.

Muslimer begejstrede

Biskop Sylvester Gamanywa fortæller, at de muslimske deltagere på konferencen tog godt imod budskabet fra Aril Edvardsen.
Han bemærker særligt, at nordmandens forklaring om Jesus som Guds Søn (arabisk: ben/ibn) og ikke som Guds walad (seksuelle afkom), blev modtaget med glæde af de muslimske ledere. Og de bad ham komme igen.
– Tak, Aril, for at du kom og lærte os os om ”ben” og ”walad”. Du er også en lærer i Islam. Vi har brug for, at du kommer tilbage og lærer os mere, lød de officielle roser fra Sheik Juma Mbukuzi til den norske prædikant ved konferencens afslutning. Han var desuden overrasket over, at konferencen var sluttet uden stridigheder.

Tager imod Jesus

Ved siden af freds- og aidskonferencen afholdt Aril Edvardsen også et såkaldt venskabskorstog. En møderække, hvor han prædikede evangeliet om Jesus.
Mange tusinde mødte op den første dag til trods for, at møderne blev holdt langt uden for byens centrum.
– Hans centrale evangeliske forkyndelse om Jesus, iblandet koranvers om Jesus havde stor virkning på folkemasserne, fortæller biskop Sylvester Gamanywa. – Hver aften strømmede skarer frem for at tage imod Jesus, når der blev givet en indbydelse til at modtage frelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: