Carlos skulle være dræbt af lejemordere
Besøg i Danmark af evangelisk kristen, som kæmper for de fattiges sag i Honduras.- Vi var tre kristne venner, som følte, vi skulle gøre noget ved al den uretfærdighed, vi så omkring os. Så stiftede vi ASJ (Foreningen for Retfærdighed i Samfundet) for 9 år siden, fortæller Carlos Hernandes.
Carlos Hernandes (41) er et godt eksempel på, hvordan den kristne tro kan gøre en forskel i samfundet – også når det gælder social retfærdighed.
I den mellemamerikanske stat Honduras sidder kun syv familier på 80 pct. af bruttonationalproduktet.
Stærke økonomiske interesser styrer samfundet. Begge de to dominerende partier – de liberale og de nationale – er under indflydelse af økonomiske – og måske også kriminelle interesser, mener Carlos.
Et privat vagtværn, Setech, som også benyttes til at beskytte ministerier og offentlige bygninger, spiller en mistænkelig rolle i forbindelse med drabet på ASJs generalsekretær Dionicio Garcia i 2006.
Faktisk mener ASJ at ligge inde med beviser for, at det var to maskerede mænd på motorcykel med forbindelse til Setech, der stod bag drabet på ASJs generalsekretær. Man har fotos, indtalte beskeder på telefonsvarer og en sms-besked.
Dionicio Garcia var en af de tre, som stiftede ASJ. Han modtog allerede i august 2006 trusler på telefonsvarer på grund af ASJs arbejde, hvor nogle økonomiske magthavere var blevet fornærmet.
Den 4. december efter den daglige andagt med personalet på kontoret tog Garcia afsted for at deltage i et møde i højesteret. På vej i retten dukkede to maskerede mænd på motorcykel op og skød og dræbte Garcia.
Sekunder efter modtog Carlos Hernandes, der er formand for ASJ, en SMS med teksten: Du er den næste, for du er lederen.
Fire dage senere var Carlos selv på motorcykel i byen.
– Pludselig opdagede jeg, at en motorcykel med to mænd fulgte efter mig. Jeg forsøgte at køre fra dem, men til sidst kom jeg til et kryds med rødt lys. Jeg så, at de trak en pistol og jeg var klar over, at nu var jeg færdig, hvis jeg blev holdende. Derfor kørte jeg over for rødt lys og gemte mig på en restaurant på toilettet. På den måde slap jeg væk, fortæller Carlos til Udfordringen.
I en måned efter attentatforsøget og indtil han fik sine bodyguards, måtte Carlos gå under jorden.
Det var en hård tid. Men samtidig oplevede han, at Gud var ham særligt nær i denne periode.
For ham er det helt naturligt at tale om Gud i forbindelse med arbejdet for menneskerettighederne, for det er hans tro og kristne værdier, der driver ham.
– Jeg måtte tale med mine kone Bernada og mine børn om, hvad vi skulle gøre, for vi var klar over, at dette kunne koste mig livet.
Regeringen havde tilbudt, at vi kunne rejse til Sverige som flygtninge, men det ville samtidig standse arbejdet for menneskers rettigheder.
En nat sad vi og talte sammen i familien. Min yngste søn sagde: Hvor er det skørt far, at når du vil gøre det gode, så vil de dræbe dig. Du kan ikke stoppe nu, sagde han.
Jeg fortalte dem, at hvis jeg blev dræbt, så ville de være alene uden mig. Men min ældste søn lagde hånden på min skulder og sagde: Mor og Gud passer på os.
Deres enkle og umiddelbare støtte gjorde, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg skulle fortsætte, fortæller Carlos rørt.
Han fik nu stillet nogle bodyguards til rådighed fra regeringen.
– Ikke fra Setech, smiler han. Men nogle folk fra præsidentens egen garde.
Netop nu er Carlos Hernandes i Danmark, hvor han bl.a. skal møde Center for Menneskerettigheder, Folkekirkens Nødhjælp og ledelsen af Leve Børnene/Impacts arbejde blandt gadebørn i Honduras, som han er med i.
Flere af disse organisationer var med til at appellere til den honduranske regering efter mordforsøget på Carlos.
Da regeringen på et tidspunkt ville nedlægge ASJ, meddelte 16 udenlandske ambassader, at de ville forlade landet.
Sagen skabte international bevågenhed, og Amnesty International tildelte herefter ASJ en international pris for arbejdet. Det førte til en invitation fra den tyske regering for at tale om menneskerettigheder og kirkens arbejde. I den forbindelse har Leve Børnene og Folkekirkens Nødhjælp inviteret ham til Danmark.
Organisation ASJ arbejder for øjeblikket på fem felter:
1. En lov, som skal forhindre urimelig skovhugst. Det har betydning for de fattige, som bor i skovene.
2. Gideon-projektet. Det er advokat- og psykolog-hjælp til dem, der ikke selv har råd.
3. Et alternativt kristent nyhedsbureau og en internet-avis Revistazo.com, som fortæller historier, som andre medier ikke tør bringe.
4. Hjælp til arbejdere, som bliver underbetalt, med at få overholdt deres rettigheder.
5. Hjælp til fattige med at få registreret ejerskabet til deres egen jord, så de ikke kan fjernes.
Carlos bor selv blandt de allerfattigste i slumområdet Nueva Suyapa. Her leder han det lokale kirkelige projekt Genesis, der hjælper over 750 børn og unge i slumområdet. Det gøres gennem iværksætterlån, skole, dagplejeprogrammer mm.
Genesis har åbnet op for, at danske frivillige kan kommer og hjælpe med. Over 40 unge danskere har siden 2001 arbejdet på Genesis. For tiden arbejder 5 unge danskere på Genesis for en længere periode. I sommers var 22 danskere på outreach og renoverede børnehave og lavede fodboldskole for slumbørnene.