Kommentar
Det er uforståeligt og svært

Chokeret over de dræbte danske soldater i Afghanistan, når man selv kender en soldat. Torsdag den 27. september:
Dagen i dag var ikke god. Jeg startede min dag, som jeg plejer, med at læse internetaviser igennem, og der gik det galt – et øjeblik gik verden lidt i stå: ”To danske soldater dræbt i Afghanistan”.Jeg kender en soldat i Afghanistan: Min søsters mand. Han er dernede, og han har en baby-datter heroppe. Jeg tænkte på ham, og jeg tænkte på min søster, for hun ville jo også læse den overskrift på et tidspunkt. Hvad ville hun ikke føle?
Der var 2 navne, ingen af dem var hans. De var 22 og 24 år unge. Måske nogens kærester eller mænd. Helt sikkert nogens sønner, måske brødre, i hvert fald nogens venner. Døde. …Kendte de Gud? Gør familierne? Får de trøst?
Men det er ikke bare det. Det er også krigen; den har jeg det svært med. Jeg er ikke sikker på, at den er 100% rigtig. Vi besætter andre lande, vi angriber. Mange anser os for befriere, men for andre er vi besættelsesmagten. Jeg kan bedre forstå krigen i Afghanistan end i Irak. Men stadig…
Da min svoger skulle af sted, brugte soldaterkammerater og han meget tid på t-shirts og slogans med tegneseriefigurer. Den slags skal vel holde humøret oppe og kampgejsten stærk. For mig (en i al ærlighed lidt rød universitetsnørd, der afskyede sin værnepligtstid) virkede det …lidt drengeagtigt. Men han havde været i krig før, han ved nok, hvordan man skal ’indstille’ sine følelser, før man tager i krig, langt bedre end jeg gør. Alligevel fik det mig til at tvivle på, om de var klar til at opleve død og umenneskelighed. Til at slå ihjel og blive dræbt for en hjertesag, der ikke nødvendigvis er deres.
Så nyheden gjorde dobbelt ondt: Jeg tænker: hvorfor skal de dø? Men jeg kan ikke undgå også at tænke: burde de virkelig være der?
Forråder jeg dem, når jeg tænker sådan? Jeg ved, at de internationale styrker gør meget godt i Afghanistan, og jeg tror på, at det kunne være meget værre i Afghanistan uden soldaterne. For de 2 døde danskere er der mange levende afghanere. Og tusinde tak for det, kære Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese, som døde.
Men det er uforståligt, det er svært, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tænke.
Jeg ved kun, at det gør ondt indeni.
Gud være med de soldater, der lever.