Grosbøll får igen ny biskop
Biskop Keld Holm, Århus, overtager ansvaret for præsten, der ikke tror på Gud…Den kontroversielle præst Thorkild Grosbøll skal endnu engang have ny biskop.Fra april 2008 bliver det Århus biskop, Keld Holm, der skal føre tilsyn med præsten, der blev landskendt for ikke at tro på en skabende Gud.
Ansvaret for Taarbæk-præsten blev i 2005 flyttet fra Helsingørs biskop Lise-Lotte Rebel til nabobispen i Roskilde, Jan Lindhardt. Men da Lindhardt er på vej på pension, og et kommende bispevalg er under opsejling, ryger ansvaret for Grosbøll nu til Århus Stift. Ifølge kirkeminister Bertel Haarder for at undgå, at sagen Thorkild Grosbøll bliver en del af valgkampen.
Bertel Haarder forsikrer over for Kristeligt Dagblad, at overdragelsen af tilsynet sker helt efter reglerne og uden dramatik. Der er dog stadig utilfredse miner i bispekollegiet med, at Grosbøll går på omgang blandt biskopperne som Sorteper i et spil kort.
– Det kommer ikke an på, hvem der har tilsynet med Thorkild Grosbøll. Det, sagen handler om, er, at man burde have afprøvet sagen ved en præsteret. Man prøver at undgå den konflikt, der ligger i sagen, og det ændres ikke af, at der er anden biskop, der overtager tilsynet, siger biskop i Viborg Stift Karsten Nissen til avisen.
KP