Vil give familier et servicetjek

– Fornyet indsigt kan gøre hverdagen sjovere for familien, siger Britta Dahl. – Vi sender bilen til syn, børnene til sundhedstjek, og huset får målt indeklima og miljø. Nu er det tid til, at familien også får et trivselstjek, siger sygeplejerske og certificeret coach Britta Dahl.

Sygeplejerske og coach Britta Dahl vil give familier gode råd.

Hun har længe ønsket at kunne være med til at bidrage med vitaminer til det travle familieliv. Derfor har hun startet konsulentvirksomheden Lifewise,
hvor hun tilbyder coaching for hele familien. Britta håber også, at kirkerne vil vise interesse og tage imod hendes tilbud om en familieworkshop.
– Og kristne familier har brug for gode råd og vejledning til, hvordan de kan få værdier og hverdagsstruktur til at hænge sammen, siger Britta Dahl.

Værdier og
hverdagsstruktur

Lørdag den 10. november indbyder hun til en familieworkshop på ”Den gyldne Løve” ved Aabenraa.
– Familiens værdier kan få et servicetjek, og så er der mulighed for at få en fornyet indsigt, der kan gøre hverdagen lidt sjovere for familien, slår Britta Dahl fast. Udover hyggeligt samvær med god mad og grin byder en familieworkshop på afvekslende oplæg og efterfølgende snak.
– Vi skal tale om, hvilke værdier vi har i familien, og hvilke værdier vi ønsker at se vokse. Forskellige stemninger og tilstande er også en del af familielivet. Derfor vil der også blive talt om, hvor stemninger kommer fra, og hvad der påvirker dem. Derudover vil vi tale om hverdagsstruktur og se på, hvad vi kan gøre anderledes, så vi aflaster hinanden, fortæller Britta Dahl.
Børn kan også være med i en del af processerne, hvis de er over 11 år, mens de mindre børn bliver passet.
Udover at være sygeplejerske og coach er Britta Dahl selv del af en familie med mand og fire børn. Hun er tilknyttet Frikirken i Aabenraa.