Min Ferrari…
– Far, må jeg låne din Ferrari? spurgte min søn John.
– Ja, det må du godt, tag den bare, svarede jeg stolt.
Jeg følte mig hensat til en anden verden, som om vi havde vundet den store gevinst i Lotto.
(Til de kvindelige læsere skal jeg lige tilføje, at Ferrari er en rød bil, som kan få mænd til at savle.)
Enzo Ferrari var racerkører for Alfa Romeo – et andet lækkert italiensk bilmærke – og bagefter gav han sig til at bygge racerbiler. Da det ikke rigtigt kunne dække omkostningerne, begyndte han at konstruere enormt dyre biler til gadebrug.
Siden er det lykkedes Ferrari at bevare legenden og mystikken om bilen, som der kun produceres 5.000 af årligt, så man altid skal vente på at få én leveret. Forventningens glæde…
Nå, men jeg må jo hellere skynde mig at fortælle, at den Ferrari, jeg har, ikke er en dyr bil, men en bærbar computer.
Det er jo ikke helt det samme.
Men den har Ferraris logo på, et gult skjold med en stejlende sort hingst. Og når den starter op, er velkomstlyden en hylende racerbil, der suser forbi; den får mig stadig til at fare sammen, og lyden vækker en del opsigt, når man er til et stille møde.
Musen har rødt blinkende baglys, og PCen har gule Ferrari-striber og luftgitre i siden. Men ellers… er det jo bare en PC. (Musen bruger bluetooth, så den virker ikke…)
Min Ford Escort årgang 1998 er på værksted – igen. Dét er en bil, ja. Og den er også rød. Egentlig kan jeg slet ikke li røde biler, men prisen kunne jeg vældig godt li.
Skulle man engang vinde den store Lotto gevinst, ville jeg ikke engang købe en Ferrari. For hvad skal jeg med den? Nu har jeg jo pralet med, at jeg har en Ferrari. Og knægten ville jo bare låne den hele tiden, så jeg skulle være nervøs for, at han lavede buler på den. Det gør ikke så meget med den gamle Escort.
