Nok er mere end nok!

Bedsteforældre går på barrikaderne for asyl foran Sandholmlejren.Der var sang, der var taler, bifaldsråb og klapsalver, da 300 bedsteforældre demonstrerede foran Sandholmlejren søndag den 21. oktober.

Sognepræst Thyge Enevoldsen opfordrer til fortsættelse.

Bedsteforældrene synes, at nu er nok mere end nok.
– Vi er trætte af regeringens og dens støttepartis holdning og ageren omkring de afviste asylansøgere, lød det.
Derfor har de – med højskolelærer, journalist og forfatter Else Lidegaard i spidsen – tre søndage i træk demonstreret foran Sandholmlejren. Den første søndag var der 50, den næste 100 og den 21. oktober var der omkring 300, og meget tyder på, at antallet vil vokse.
Søndag den 4. november tager de børnebørnene med og arrangerer sanglege mellem de danske børn og de udenlandske børn for at give asylbørnene lidt lys i deres dagligdag.
På denne smukke søndags efterårseftermiddag lyttede deltagerne til taler om de afviste asylansøgeres og deres børns vilkår, og hvordan flere og flere bliver syge af at sidde i asylcentrene som en slags gidsler eller fanger.
– De kan ikke rejse hjem, og de må ikke blive her. I regeringens øjne ”skal de bare ud” til trods for, at FN´s flygtningehøjkommissariat advarer mod at sende flygtningene hjem, fordi det er livsfarligt for dem. Imens får de og deres børn det dårligere og dårligere.

Asylansøgere
fortalte deres historie

Irakisk asylansøger takker demonstranterne.

Demonstranterne blev præsenteret for en roma-kvinde fra Kosovo. Hun er sygeplejerske og taler 6 sprog. Hun bor under fængselslignende forhold med sin mand og deres 3 voksne børn. Hun kan ikke vende hjem, og her må hun ikke blive. Hun og hendes familie ville kunne tilføre samfundet nødvendig arbejdskraft, men de må ikke. Det synes som om, regeringen mener, det er bedre at hidkalde dyr arbejskraft udefra. Det var med tårer i øjnene, hun fortalte sin historie.
En ung mand fra Irak fortalte, at han har boet i Danmark i 8 år. Hans far døde, da han var 3 år. Han kom til Danmark med sin mor som familiesammenført, da hun giftede sig med en herboende iraker. Han har gået i skole her, taler flot dansk, har taget uddannelse og arbejdet her, men nu sidder han i Sandholmlejren og skal sendes ud. Hans mor er blevet skilt, og så er der ikke længere grundlag for familiesammenføringen – og så skal han ud. Han har sine venner og sin kæreste her. Han havde arbejde her – men nu må han ikke være her længere.
Vejrmanden Henrik Voldborg, der i 1996 var med-initiativtager til foreningen ”Ægteskab uden grænser”, der søger at hjælpe de mennesker, der er kommet i klemme ved at gifte sig med en udenlandsk ægtefælle og derfor må ”flygte” til Sverige eller Tyskland, udtrykte sin vrede mod regeringen og dens støtteparti for dens ”umenneskelige udlændingepolitik”. Han gav udtryk for, at Dannebrog ikke bliver hejst hjemme hos dem, før Danmark igen får en anstændig udlændingepolitik og heller ikke blev det på hans 70-års fødselsdag.
En irakisk mand takkede med tårer i øjnene demonstranterne for deres initiativ og glædede sig over, at der findes danskere, der har et stort hjerte og vil vise menneskelighed.
Sognepræst Thyge Enevoldsen fra Grønnevang Kirke i Hillerød, der tidligere har taget initiativ til demonstrationer til fordel for de afviste asylansøgere, gav udtryk for glæde over bedsteforældreinitiativet og sagde, at når han var vidne til det initiativ med saft og kraft, så var der ikke grund til at være bange for at blive gammel. Han opfordrede til at komme igen næste søndag.