To danske menigheder i Canada fejrer 50 år
CANADA – To danske menigheder i Canada fejrer 50 års fødselsdag i dette efterår.
50.000 danskere udvandrede i 1950´erne til Canada. Det var danske gartnere, sygeplejersker, landmænd og håndværkere, som slog sig ned i større kolonier. To kirker blev i den forbindelse etableret i byerne Grimsby og Toronto.
Den danske lutherske kirke for Niagarahalvøen med hjemsted i Grimsby hører til blandt de mindste af de seks danske kirker i Canada knyttet til Danske Sømands- og Udlandskirker, mens kirken i Toronto hører til blandt de største og mest aktive menigheder. Søndag den 9. september fejrede kirken i Grimsby 50-året med festgudstjeneste og senere festmiddag for menigheden og de mange tilrejsende gæster. Kirkens præst er Jørgen Flensted-Jensen. En gruppe på 30 mennesker fra hans tidligere sogn Brylle på Fyn kom til Canada fra Danmark og deltog i festlighederne. De fik muligheden for at opleve en dansk emigrantmenighed og se en bid af det mægtige Canada.
I weekenden den 3. og 4. november er der igen festligheder, når 50-året bliver fejret i Toronto.
Seks danske emigrantkirker i Canada er knyttet til Danske Sømands- og Udlandskirker. Foruden i Toronto og Grimsby ligger der kirker i Vancouver, Surrey, Edmonton og Calgary.
Schwartz