Alexandra beder fadervor med de to små prinser
Alexandra opdrager bevidst prins Nikolai og Felix i den kristne tro.- Børnene får et tæt og fortroligt forhold til kirke og kirkeliv, når de fast kommer i kirken og lærer Guds hus og kristendommen at kende. Det siger grevinde Alexandra i et stort i interview i Kristeligt Dagblad den 10.11.
Hver aften beder hun også fadervor med de to små prinser, inden de skal sove.
– Så bliver dagen rundet af på en god måde, og der kommer balance, fortæller grevinden til KD.
Med interviewet i Kristeligt Dagblad markerer Alexandra sin kristne tro offentligt. Hun siger, at det er vigtigt for hende, at hendes to sønner forstår, hvad den kristne tro drejer sig om, uanset hvilken højtid det er på året. Derfor taler hun også med dem om troen.
Ifølge Alexandra giver hendes kristne tro for det første perspektiv på livet. Den er vigtig både som trøst og forklaring på de store og evige spørgsmål, man har som menneske, mener hun.
Alexandra holder også meget af de bibelske beretninger. Bl.a. skabelsesberetningen, historien om Noas ark og beretningen, hvor Jesus bespiste 5.000 mennesker med fem brød og to fisk.
En god prædiken er for Alexandra ikke med løftede pegefingre, men derimod krydret med humor, så den vækker til eftertanke.
Alexandra kommer oprindeligt fra den anglikanske kirke, men konverterede før vielsen med prins Joachim til folkekirken, som kongehuset pr. tradition er tilknyttet.
Her var den største udfordring at lære en ny salmebog at kende. Men efterhånden har hun lært mange smukke salmer. Især holder hun af I østen stiger solen op og Dejlig er jorden, fortæller hun til bladet.
til grevinde
Siden Alexandra kom til Danmark har en række folkekirker været rammen om store begivenheder i hendes liv. Hun blev viet første gang i Frederiksborg Slotskirke den 18. november 1995 med prins Joachim. Og fik dermed titlen Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra.
Den 28. august 1999 fødte Alexandra parrets første søn prins Nikolai. Han blev døbt den 6. november 1999 i Fredensborg Slotskirke.
Den 22. juli 2002 kom prins Felix til verden. Han blev døbt den 4. oktober 2002 i Møgeltønder Kirke.
Desværre blev Alexandra og Joachim ramt af en ægteskabelig krise og valgte at blive separeret den 22. september 2004 efter næsten ti års ægteskab. Den 8. april 2005 blev de skilt.
Ved skilsmissen mistede Alexandra titlen Hendes Kongelige Højhed og tiltales nu i stedet Hendes Højhed. Også prinsesse-titlen er skiftet ud.
Det skete på Dronningens fødselsdag den 16. april 2005, hvor Alexandra blev Grevinde af Frederiksborg.
Den 3. marts i år blev grevinde Alexandra viet for anden gang. Det var med fotografen Martin Jørgensen og foregik i Øster Egede kirke.
Familien er i dag tilknyttet Garnisons Kirke ved Amalienborg. Her går prins Felix også i menighedsbørnehaven, som ligger ved siden af kirken.
Schwartz