Debat

Dårlig journalistik i DR om Agape
I DR’s program ”Viden om” sendte man i oktober udsendelsen ”Bøsse – arv eller miljø”.

I starten af tv-programmet er der en samtale mellem værten, Ann Marker, og formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), Mikael Boe Larsen. ”Viden om” kalder sig et videnskabeligt program, men på højest uvidenskabelig vis begynder de to at snakke om, hvad Foreningen Agape mener og gør angående homoseksuelle.
– At udtale sig om en tredje part, uden at vedkommende får lov til at komme til orde eller blive hørt, er ikke bare uvidenskabeligt, men også rigtig dårlig journalistik!
– Omtalen af Agape virker umotiveret, nærmest ”plantet”, og uden relation til emnet i øvrigt: om homoseksualitet skyldes arv og miljø.
– Agape bliver nævnt i sammenhæng med lande, der udøver dødsstraf overfor homoseksuelle.
– Agape bliver kaldt gammeldags og uvidenskabelig.
– Agape bliver beskyldt for at ville ”helbrede” homoseksuelle eller få folk til at ”fornægte” deres kærlighed – ingen af delene er sandt.
Hvorfor spørger de ikke os i Agape om, hvem vi er, og hvad vi tænker?
Tv-programmet siger meget godt, hvad vi mener om ”fænomenet” homoseksualitet, som Mikael Boe Larsen selv kalder det. Det er en kombination af noget biologisk, socialt og psykologisk. Det er præcist, hvad vi også mener.
Der, hvor vi er uenige med LBL, er, når det drejer sig om mennesker, som oplever deres homoseksualitet som problematisk; mennesker, der selv ønsker at arbejde med deres liv og seksualitet, om de skal have lov til at bede om hjælp, og om nogen skal have lov til at hjælpe dem! Det provokerer os, når man i den politiske korrektheds navn nægter mennesker hjælp, fordi ”man” mener, at ”det menneske” ingen problemer har – til trods for hvad ”det menneske” selv oplever.
I Foreningen Agape har vi ingen ønsker om, at gøre homoseksualitet forbudt (jf. de lande, vi bliver sammenlignet med i ”Viden om”). Vi ønsker heller ikke at ”helbrede” eller ”omvende” homoseksuelle. Men vi vil gerne tilbyde vores hjælp til de mennesker – oftest kristne homoseksuelle – der af egen fri vilje opsøger os for at arbejde med deres følelser, identitet og seksualitet. Der er tale om en minoritet, der ingen andre steder har at gå hen. Man skulle synes, at det burde den større minoritet – Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske – kunne rumme; at mennesker er forskellige og har forskellige syn på seksualitet, men det kan den altså åbenbart ikke. Hos LBL synes der kun at være plads til én ensrettet holdning.
Selvom homoseksualitet fylder relativt lidt i Agapes øvrige diakonale og sociale arbejde (ca. 5% af økonomien) og selvom det på ingen måde er det centrale for Agape eller sker for alle, så provokerer det os også, når man lukker øjnene for, at der faktisk er både videnskabeligt belæg og helt konkrete tilfælde, hvor nogen oplever en ændring i deres seksuelle orientering. Den forandring er ikke målet for vores arbejde. Men at det sker for nogen, er svært at benægte uden at holde sig for både øjne, ører og mund. Vi ved, at mange psykologer har oplevet det med deres klienter. Men efter den behandling, som vi udsættes for i Agape, så forstår vi efterhånden godt, hvorfor hverken terapeuter eller klienter ”tør” stille sig frem!
Det er altid svært at forklare med de nødvendige nuancer. Men vi vil gerne dialog! Både med DR, LBL og andre. DR må huske det næste gang, men LBL ved det godt. For vi har gentagne gange forsøgt at få en dialog med bl.a. Mikael Boe Larsen, fordi vi på ingen måde kan genkende det billede, som LBL tegner af os igen og igen. Men LBL har ikke ønsket at mødes med os. Så når både Ann Marker og Mikael Boe Larsen i tv-udsendelsen siger, at de må få os til at ændre opfattelse gennem videnskabeligt materiale, så kræver det vel for det første, at man finder ud af, hvad vores opfattelse rent faktisk er. Og det kræver dialog!
Lars Thidemann Jensen
Landsleder for
Foreningen Agape