Herning frikirker går sammen

Herning Menigheds Center og Kristent Center har efter flere års overvejelser nu besluttet at blive til en kirke under samme tag.

Frikirkerpræster i Herning, Lars Bo Olesen (tv) og Niels-Peter Hedegaard

– Med flere mennesker og ressourcer til rådighed vil vi i den nye kirke bruge energien på at skabe en kirkeoplevelse, der bryder med det støvede ry, som meget af kirken desværre har hængende på sig. Evangeliet er i verdensklasse, men indpakningen opleves ofte så kedelig og indforstået, at almindelige mennesker har svært ved at se relevansen. Det vil vi gerne ændre på, siger frikirkepræst fra Kristent Center, Lars Bo Olesen.
Navnet på den nye frikirke er endnu ukendt, men målet er klart, fortæller frikirkepræst fra Herning Menigheds Center, Niels-Peter Hedegaard:
– Vi vil være kirke for dem, der endnu ikke går i kirke – en kirke, der tilfører lokalsamfundet værdi. Til det vil vi tage alle moderne virkemidler i brug, f.eks. multimedie, lys og lyd, så gudstjenesterne bliver en oplevelse for hele mennesket.
Det er endnu uklart, hvornår kirkerne fysisk kommer under samme tag, men fælles aktiviteter sker allerede.
Schwartz