Lina og Lise

Allerede som 21-årig skrev Lina Sandell sin første digtsamling. Da hun døde i 1903 havde hun skrevet ca. 2.000 sange! Den svenske pige blev født i Småland i 1832. Men måske havde hun ikke skrevet sine trøstende sange, hvis hun ikke selv havde oplevet tragedier i sit liv…
Lina så sin egen far drukne på Vättern søen. Også hendes mor døde tidligt, og selv måtte hun kæmpe med kronisk sygdom. Hendes barn døde ved fødslen. Men al denne modgang slog ikke Lina ud – tværtimod styrkede det hendes inderlige kristne tro og taknemlighed.
”Jeg kan ikke tælle dem alle, de tegn på Guds godhed, jeg fik”, hedder en af hendes meget kendte åndelige sange. Hun skrev netop ikke højtidelige ”salmer”, men enkle sange, der handlede om det åndelige liv og trygheden i troen på Gud Fader og med Jesus som den bedste ven.
”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare” er f.eks. en af hendes sange. Oskar Ahnfelt skrev iørefaldende melodier til de fleste af sangene. Selv rejste han rundt i de skandinaviske lande med sin 10-strengede guitar. De var begge en del af den folkelige vækkelsesbevægelse, som også gik over Danmark i det 19. århundrede og skabte både personlig, kirkelig og social fornyelse.
Sangene synges stadig. De ældre husker ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen”, som blev spillet næsten hver søndag i Giro 413 for en generation siden.

Lises udgave

Nu har Lise Petersen udgivet en cd med de Sandell-sange, som hun holder mest af. Da hun var barn – bl.a. fem år i Botswana – oplevede hun en varm, levende tro og en masse musik. Derfor synger Lise Petersen også med hjertet.
Den tryghed og hvile i Gud, som Linas sange udtrykker, var god, når man var en bange lille pige, husker hun. Og den er stadig god at vende tilbage til, når man er en voksen sangerinde med mange jern i ilden.
Sit største publikum nåede Lise, da hun medvirkede i TV2-programmet “Scenen er din” i 2005. Mange kender hende som solist i Gospelkoret Mosaik og som lovsangsleder til Jesusfest-arrangementet i Århus og på KFS’ påskelejre. Hun har også sunget kor for James Sampson.
Det er en stille cd, som mange vil kunne nyde. Mest for de gode ord, men også for de nye arrangementer og Lise Pedersens indlevelse og personlige nyfortolkning.
Henri Nissen