Prædikanten skal da ikke skrive din prædiken!
Amerikanske Doug Pagitt har en radikal tilgang til prædikenskrivning og kirke: Ud med prædikestol og enetaler, ind med fællesskabs-kirke og dialog. Han var i Danmark torsdag-fredag.Prædikener sammensættes af kirken om tirsdagen af tegnere, tømrere, teenagere og hvem, der ellers dukker op.
Så fremfører prædikanten det, de har sat sammen i fællesskab om søndagen, og det diskuteres bagefter.
Prædikanten taler ikke fra en talerstol men i midten af en cirkel, hvor folk altid ser hinanden og indimellem kun ryggen af taleren.
Sådan laves prædikener i Doug Pagitts kirke i USA, og det havde SALT akademiet, Center for Ungdoms og Religionsstudier og emerging.dk inviteret ham til Danmark for at fortælle om torsdag og fredag i København og Århus.
Doug Pagitt er præst i Solomon Porch, som er et eksperimenterende missionalt kirkefællesskab, hvor traditioner i dén grad lægges på hylden. Han er forfatter til bøgerne Church re-imagined og Preaching re-imagined. Han har startet et globalt netværk for kirkeledere med lignende visioner på www.emergentvillage.com, hvor de udvekler erfaringer.
Det handler om at tage udgangspunkt i de folk, der kommer i kirken, og deres evner, i stedet for at sætte fokus på præsten.
Det handler om at lave kirke for det senmoderne og måske ikke-kirkevante menneske. At flytte fokus over på fællesskab i Guds nærvær.
Temaet for Danmarksbesøget: prædikenen.
Ikke kommunikationsstil, struktur, længde, tricks og dynamik, men selve prædikenens og prædikantens rolle.
Doug Pagitt beskrev den kristnes opgave som at være gartner i Guds Rige.
– Find Guds aktivitet i mennesker og plej den, som en gartner plejer planterne.
Prædikenen er næsten blevet en kæmpeplante, der dominerer hele haven, sagde han.
– Og prædiken og kirkeliv er ikke den eneste måde, Gud er aktiv i verden. Prædikenen er vigtig i kirken, men kirkens mål er ikke at blive et prædiken-center.
Da Dougs kirke købte en gammel kirkebygning, startede de med at rive prædikestolen og scenen ned. Prædikanten står nu i centrum af en cirkel, omgivet af kirkegængerne i deres sofaer.
Her fremlægger prædikanten en prædiken, han ikke har skrevet alene, men i fællesskab med andre. Også knæfaldet foran alteret blev fjernet. Præsten giver ikke nadver, alle giver hinanden nadver.
– Alle de privilegerede ting, som traditionelt kun er for de få udvalgte, har vi sørget for, at alle kan tage del i. Jeg har lært og prædiket hele livet, at Gud lytter til dig, taler direkte til dig uden mellemmand, og du kan nærme dig selveste Guds Trone med al frimodighed. Men hvis menigmand nærmer dig den prædikestol, så…
Sådan skal det ikke være. Alle skal inkluderes. Prædikenen skal være en progressiv implikatorisk dialog.
Hvaba?
– Progressiv: at prædikenen ændrer sig, som folk kommer med deres input. Implikatorisk: Vi ser, at vi er en del af det, vi snakker om. Vi diskuterer, hvad det betyder for mig i dag i stedet for at fortælle oppefra, hvordan det skrevne kan påvirke dig. Og dialog: at vi engagerer og involverer folk.
– Nogle er kaldet til at være lærere og prædikanter, men alle har noget at dele. Det er vores prædiken, ikke min, slutter den amerikanske prædikant Doug Pagitt.
