Udgiver bog for grønne kirker
NORGE – Den Norske kirke vil gerne sige noget til verden om miljø, forbrug og retfærdighed. Nu udgiver man for anden gang en såkaldt grøn kirkebog.
Når Den Norske Kirke nu for anden gang udgiver en miljø-inspirationsbog, den såkaldte grønne kirkebog, er det et bevidst forsøg på at påvirke miljødebatten i landet.
I strategiplanen for kirken hedder det, at man i ord og handling vil fremme alternativer til forbrugersamfundets idealer og livsstil og bidrage til en bæredygtig forvaltning af skaberværket. Det er således et udvalg under Den Norske Kirke, med redaktørerne Estrid Hessellund, Lars Ove Kvalbein og Sindre Eide, som har stået for indsamling og redigering af materialerne.
Bogen, der udgives af det norkse IKO-forlag, indeholder en mangfoldighed af temaartikler, gudstjenesteoplæg, bibelarbejde, fortællinger og aktiviteter til brug og inspiration for menigheder og enkeltpersoner.
I følge nyhedsbureauet KPK medtager den grønne kirkebog en række fakta om klimaændringerne og om hvilke tiltag, der nytter.
-mibo/KPK