Biavler bliver generalsekretær
Sognepræst og cand. teol. Kristian Skovmose
overtager ledelsen af SudanmissionenTil nytår overtager den 44-årige sognepræst og biavler Kristian R. Skovmose posten som generalsekretær i Sudanmissionen efter Jens Møller Pedersen, der skal lede genbrugsarbejdet.
Når vi nævner i overskriften, at Skovmose også er biavler, så er det ikke helt uden betydning. Det er nemlig hans store interesse for biavl, der har fået det til at summe af Afrika i præstens hoved.
For ti år siden blev han, som formand for Danmarks Biavlerforening, opfordret til at påtage sig en opgave i forbindelse med et udviklingsprojekt med biavl, som var i gang i Tanzania. Det gav ham det første stik i hjertet.
– Det førte til, at jeg pladask faldt for Afrika, udviklingsarbejde og arbejdet med internationale kontakter, fortæller nordjyske Kristian Skovmose.
De næste ti år engagerede han sig dybt i bi-standsarbejde især i Uganda og Tanzania og senere også Nigeria. Det handlede om at lære afrikanere at udnytte en af deres naturlige ressourcer – bierne.
Det har bl.a. resulteret i flere Danida-finansierede projekter, der har givet fattige befolkningsgrupper en ekstra indkomst. Samtidig førte det til besøg og udveksling med flere afrikanske kirker.
Både Kristian og hans hustru Pia, der også er præst, har i en årrække interesseret sig for Sudanmissionen. Pia Skovmose Jensen blev sidste år valgt ind i bestyrelsen.
I efteråret 2006 prøvede parret at være gæstelærere på den lutherske kirkes præsteseminarium i Nigeria som led i et undervisningsprogram med korttidsudsendte danske teologer. Her fik de et nærmere kendskab til Kristi Lutherske Kirke (LCCN), som er et resultat af de danske missionærers arbejde i Nigeria siden 1913.
Det lykkedes ham også at igangsætte et biavlsprojekt i Todi Stift samt lægge planer for præsteudveksling imellem Nigeria og Danmark.

