Carola fyldte Grundtvigs kirken til jule-koncert

Hjertelig varm julekoncert med den svenske sangerinde i København den 4. december.Carola vandt både store og små hjerter, da hun med glæde og varme gik på scenen og ledte alle med sig på en julerejse fra Skandinavien til Betlehem.

– Det er så herligt! Jesus er verdens lys. Kig på lyset! siger Carola ved koncerten i København

Midt mellem husblokkene tårner den enorme Grundtvigs kirke sig op og strækker sine spir mod en stjerneklar himmel. Udenfor brænder fakler, og folk står i kø for at komme ind og få en god plads.
Indenfor summer den store sal af samtaler. Det er som at træde ind i en kirke i Mellemøsten. Store søjler og høje hvælvinger, der er lyst op i et lilla skær. På hver side af scenen står to palmer og små oliventræer samt et utal af forskellige arabiske lanterner og levende lys.
Det er Andreas Mathew fra ”Dawn Events”, som står bag den dekorative udsmykning. Med ét slukkes alle lysekronerne, og pianisten begynder at spille på det sorte flygel. Alles mumlen standser brat, og alles opmærksomhed rettes mod scenen, hvor introen glider over i ”Stilla natt”.
Ud af mørket kommer Carola frem, og hendes sprøde stemme fylder hele kirken. Hun er iført en mellemøstlig blå kjole med guldmønster, der funkler i projektøren. Tre korpiger, som står på midtergangen, bakker Carola op i en utrolig smuk harmoni. Utallige blitz fra publikum lyner hen over rækkerne, efterfulgt af en klapsalve, da sangens sidste tone giver ekko.

Lad os gå til Betlehem

Carola takker for applausen og byder alle hjertelig velkomne til jul i Betlehem.
– Betlehem er et utroligt spændende sted at komme hen, fordi det rent historisk er det sted, vores frelser blev født. Derfor findes håbet, troen og lyset i julen. Det var glædesbudskabet, som englen Gabriel kom med til Maria. Det er til os alle, derfor er lysene her i aften også tændt for dig, siger Carola og tilføjer:
– Lad os gå til stedet, hvor Jesus blev født. For da han blev født, gik vi ind i en ny tid, og vi ved, at han kommer tilbage igen.
Carola åbner sin bibel og læser op fra Mattæusevangeliet, kapitel 2, om de tre vise mænd. Flyglet bakker hende op med smuk baggrundsmusik, som glider over i den næste sang: ”Når det lider mot jul”, som handler om stjernen over Betlehem.

Jesus er vores frelser

Blålige projektører kaster deres skær op ad søjlerne og spiller på hvælvingerne. De arabiske lanterner glitrer som guld i lyset, og det røde glas skinner af varme. Publikum er begejstrede og klapper, hele kirken syder af glæde og jul.
Carola takker og tager sin bibel frem igen.
– Jesus er vores forsoner og frelser. Det hørte hyrderne som de første, da englene kom med bud til dem på marken, siger hun og læser op fra Lukasevangeliet 2, hvorpå hun synger ”Lyss till ängla-sångens ord”. Straks strømmer skæve mellemøstlige kvindetoner ud fra højttalerne: ”Han er kommet”. Det føles som om, man er tilbage i tiden til den nat, da Jesus blev født. Rødt lys maler kirkens vægge og skaber en varm atmosfære. Carola smiler og leder sit publikum med i tilbedelse.
Publikum klapper begejstret og stopper, da dybe beduin trommer banker i brystet. Carola synger næste sang: ”Et barn är føtt på denna dag” og bevæger sig ned ad midtergangen og skaber straks kontakt til sit publikum, som bliver draget med i sangen.
Carola går ned blandt publikum og spørger, om der er nogle børn, som vil komme med op på scenen. Da nogle voksne også rejser sig op, ler Carola og siger:
– Jeg sagde børn!
Der går en latterbølge gennem publikum, og Carola går tilbage med en gruppe småpiger. Carola spørger, hvad de hedder, og hvad de ønsker sig til jul. Derefter taler hun lidt om, hvad man skal i julen, og spørger børnene, hvad det vigtigste i julen er. Men pigerne er generte og ved det ikke.
– Gud gav det bedste, han havde, Jesus, vores frelser. Derfor kan vi glæde os over, at vi har taget imod ham. Den største julegave, Gud gav, er Jesus, for han opstod igen, fortæller Carola.
– Det er så herligt! Jesus er verdens lys, kig derfor på Jesus, siger Carola, og børnene kigger opmærksomt på hende og det stearinlys, hun holder i hånden.
De smiler og sidder ved hendes fødder, da hun synger næste sang.

Hanna Ekstedts opera

– Nu bliver det rigtig jul i Betlehem, siger Carola og takker, fordi hun måtte komme til Danmark med julens sande budskab, Jesus. Hun præsenterer sangen ”O Helga stund”, hvorpå hendes korpiger får lov til at udfolde sig. Især svenske Hanna Ekstedt gør publikum målløse, da hun med smuk opera-stemme synger sidste vers, så kirken giver ekko. Der er vild begejstring, og folk klapper og pifter. Carola beder publikum om at give Hanna en ekstra klapsalve, og det får hun.

Hjerte for Gud

Sange smukkere end de forrige fylder Grundtvigskirken. Der kommer både dansere og gospelkor på i løbet af aftenen. Publikum er begejstrede og klapper og rejser sig op.
– Alt, som er født af Gud, har liv i sig og skal elskes. Vi er ikke perfekte, og Gud søger ikke perfekte mennesker. Marias hjerte var villigt, og hun åbnede det helt for det, som englen sagde til hende. ”Mig ske efter din vilje,” sagde hun, og Helligånden kom over hende. Det er det samme med os. Gud søger efter hjerter, som er villige, så vi kan få lov til at blive det, som vi er skabt til at være, siger Carola og synger næste sang.
Publikum er vilde og får Carola til at give flere ekstranumre, før hun siger tak for i aften og bliver hyldet med blomster, blitz og klapsalver.

Læs interview med
Carola i Julenummeret.


Artiklen fortsætter efter annoncen: