carola – I denna natt blir världen ny

For otte år siden indspillede Carola sit første album i fødselskirken i Betlehem. Nu har hun igen besøgt stedet, denne gang for at indspille dette album.– At synge julens sange, der hvor alt fik sin begyndelse, er som at tage del i en pilgrimsvandring gennem julens budskab. Igen fik vi lov til at opleve, at vi kunne gå endnu dybere ind i en musikalsk verden af nye melodier og orientalske stemninger, fortæller Carola.

På albummet ”I denna natt blir världen ny” indledes den første sang ”Stilla natt” med en sprød saxofon, der svinger lidt over orientalske vibrationer og glider over i en stemningsfuld beskrivning af julens mysterium. Den nat, da Jesus blev født.
”Lyss till änglasångens ord” tager os fra det kolde Skandinavien til det varme Mellemøsten, med skæve mellemøstlige kvindetoner i mol og orientalske rytmer, som væves sammen med Carolas blide svenske stemme. Meget krydret og spændende kombination, som leder os til Jesu fødeby, Betlehem i Israel.
Udover skønne klassiske julesange, som Carola har formået at synge på en helt ny og forfriskende måde, blev hun og Erik Hillestad inspireret til at skrive en ny julesang, da de oplevede situationen i Betlehem. Sangen har lagt navn til albummet, nemlig ”I denna natt blir världen ny”, og ligger som fjerde track på pladen. Det er en utrolig smuk og rørende sang, som strømmer lige ind i hjertet med en stærk melodi og inspirerende tekst.
Carola synger blidt og sprødt på hele albummet, tydeligt inspireret af Mellemøsten, både i coverdesign, sang og rytmer. Hun formår at lede os til den stille klare nat, da Jesus blev født i et land, hvis kultur er så fjern fra vores – men hvorfra vores nok største tradition udspringer, nemlig julen.
Tabita