Præster får ny formand
Efter kun 13 måneder med sognepræst Sabine Bech-Hansen i formandsstolen har præsternes fagforening, Præsteforeningen, igen skiftet formand.I denne uge valgte foreningen sin tidligere næstformand, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, til posten.
Ifølge Præsteforeningen skyldes formandsskiftet dog ikke konflikter. Allerede da Sabine Bech-Hansen tiltrådte sidste år, blev det besluttet, at formandskabet skulle genforhandles midtvejs i valgperioden.
Den nye formand vil særligt sætte fokus på præsternes arbejdsmiljø og på præsteboligerne, som i flere omgange har været til debat de senere år.
Per Bucholdt Andreasen har siden 1996 været sognepræst i Asmild-Tapdrup ved Viborg. Inden da var han programmedarbejder ved Danmarks Radios P1.
Med valget af Per Bucholdt Andreasen blev posten som næstformand ledig. Den er nu besat af Charlotte Ellermann, der er sognepræst i Humlebæk.
KP