Blinde får ny redaktør
Journalist og mediekonsulent Ole Blume fra Vinderup er ansat som redaktør af Kristeligt Lydblad.Lydbladet udgives af Kristeligt Arbejde Blandt Blinde i Fredericia og udkommer 11 gange om året.
Ole Blume afløser Poul Erik Bechmann, Amager, der er natkirkepræst ved Sundby Kirke og har været redaktør af det kirkelige lydblad i tre år.
Det er en rutineret mand, der sætter sig til mikrofonen. I de sidste mange år har Ole Blume produceret til radio, tv, aviser og internet. Selv opfatter han stillingen som redaktør på lydbladet som et personligt tillægsjob til sine to nuværende ansættelser som mediekonsulent i henholdsvis Viborg Stift og Herning-provstierne.
– Jeg har altid været glad for at lave radio og arbejde med lydmediet. Jeg håber, jeg kan sætte et godt og lytteværdigt programtilbud sammen til abonnenterne.
Kristeligt Lydblad har ca. 300 abonnenter. Den nye redaktør håber, flere vil komme til:
– Der sidder mange svagtsynede i danske menigheder. De kunne have glæde af denne månedlige hilsen i ord og toner, siger Ole Blume.
Kristeligt Arbejde Blandt Blinde driver også foreningen Kristeligt Lydbibliotek fra kontoret i Fredericia.
/sl