Hjælp til familier i krise

IM ansætter fritidsfamiliekonsulenter for at imødekomme behovet hos familier i dag.Det skal være let at få øje på en person, man kan henvende sig til, når der opstår problemer i ægteskabet og familien.

Familiekonsulent Inger Nørgaard ser behov for at hjælpe familier og ægtepar.

Derfor ansætter Indre Mission (IM) fritidsfamiliekonsulenter, som skal give sjælesorg og støtte, men også kan hjælpe folk til at komme videre til en præst, en terapeut eller en anden sjælesørger, hvis der er behov for det.
Ifølge IMs familiekonsulent Inger Nørgaard har IM ingen intentioner om at gå ind og løse kommunens opgave i forhold til borgernes sociale behov, men de vil gerne støtte folk i at gå til kommunen, hvis der er brug for det. Hovedsagen er, at der er en person i nærheden, som folk kan henvende sig til for at komme i gang med at få hjælp.

Sjælesørger-netværk

Som familiekonsulent har Inger Nørgaard hele Danmark som sit arbejdsområde. Hun får jævnligt henvendelse fra personer, der har brug for hjælp, og hun ved, at der er behov for at have flere ressourcepersoner, som kan træde til. Hun ser frem til at få et netværk af sjælesorgspersoner rundt om i landet, som hun kan løse opgaven sammen med.
De personer, som IM har brug for, skal kunne rumme andre mennesker, og de skal have erfaring i sjælesorg og samtale. Fritidsfamiliekonsulenter ansættes uden løn.
hb