Misforståelse?!

Er der noget mere pinligt eller irriterende end at blive misforstået eller at have taget fejl?Alle kender magnet-dektektorerne for enden af en kasselinje eller ved udgangen af en butik. Har nogen mon prøvet at have betalt for sine varer, have pakket dem ned i indkøbskurven – og så går alarmen i gang. Alles opmærksomhed er rettet mod én, og ens tasker og poser skal gennemrodes, selv om man lige har betalt for det hele. Midt i tumulten smutter et par teenagere i dunjakker uden om indkøbskurven og forsvinder. Det er den form for misforståelse der er – irriterende!
Nu kommer den sjove.
For en del år siden hørte jeg en morsom historie læst op fra et damemagasin:
En kvinde havde været på juleindkøb og besluttede sig for at smutte ind på sin favorit-café for at få sig en kop kaffe og sin yndlingskage. Efter at hun havde stået i kø og svedt med fem indkøbsposer i hænderne, blev det hendes tur. Der var ét eksemplar tilbage af hendes yndlingskage, og den fik hun. Da hun skulle finde sig en siddeplads, var alle borde optaget, men der var en plads over for en fremmed mand. Hun spurgte høfligt, om hun måtte sidde ved hans bord, og det fik hun lov til. Hun satte bakken med kaffe og kage på bordet, tog pelsen af, rodede frem og tilbage med alle sine indkøbsposer og fik dem placeret. Nu skulle hun nyde sin kaffe og kage.
Til sin store forargelse så hun, at tallerkenen var tom, og hendes kage lå på mandens tallerken. Hun blev meget fortørnet, men sagde ingenting. Mens hun drak sin kaffe, sendte hun ham dræberblik og så med forbitrelse på, hvordan han nød hendes kage.
Til sidst rejste hun sig op, tog overtøj på og samlede sine poser. Men inden hun gik, så hun ham i øjnene og tog en kæmpe bid af kagen på hans tallerken og gik sin vej.
Da hun kom hjem og pakkede sine poser ud, fandt hun sin kage i bunden af den ene pose. Hun indså, at hun fejlagtigt havde puffet den ned, da hun satte sig til rette i caféen.
Denne form for misforståelse er – pinlig!

Misforståelser forekommer ind imellem, uanset om vi har lyst eller ej. Nogle kan man le ad bagefter, andre er til at tude over.
Godt, vores glæde er i Herren, og vi ikke er for stolte til at undskylde, hvis vi kommer til at begå fejl over for andre, fordi vi havde misforstået det hele…