De har travlt, når andre har fri

Inga og Johannes Knudsen ejer Danmarks største campingplads, og de ønsker, at deres tro på Jesus skal komme til udtryk i dagligdagen.- Hvis man kan snyde sig til en halv time i solen, er det fint! For Inga og Johannes Knudsen er sommeren nemlig ferietid for alle andre end dem selv. De ejer Gammelbro Camping ved Årøsund i Sønderjylland. Det er Danmarks største campingplads med 975 campingenheder og over tredive feriehytter og -lejligheder. Gæsterne skal have en god oplevelse, og så er der nok at se til for at få det hele til fungere.
Gammelbro Camping ligger lige ned til en dejlig strand. Trods størrelsen er der ro og orden på pladsen, der rummer alle muligheder for en god familieferie. Man kan bade, nyde naturen, brænde krudt af i et kæmpe legeland og i badelandet. Man kan cykle og grille og tage på ture i området.
Nogle opfatter Gammelbro Camping som en kristen campingplads. Men kan en campingplads være kristen? Det mener parret ikke, men de er da taknemlige for dette ry.
– Vi har aktiviteter, som vidner om, at vi gerne vil, at mennesker skal møde det kristne budskab, fortæller Inga og nævner blandt andet Sankt Hans aften på Gammelbro, hvor der altid er en kristen taler ved bålet på stranden.
– Vi håber også, at den holdning, vi møder mennesker med, vidner om, at vi tror på Jesus. Og så arrangerer vi kun ting, som vi kan stå inde for som kristne.

Et sted at være

De sidste tolv år har Friluftsmissionen og Cafébussen fra Indre Mission (IM) hvert år haft et indslag på pladsen. I tolv dage sørger 15-20 unge kristne for, at gæsterne får mulighed for at få en snak om den kristne tro.
– Der har været en tendens til, at unge campinggæster søgte ned på stranden om natten for at feste og drikke øl, fortæller Johannes.
Nu slår de kristne unge hvert år deres telt op på stranden, og der er mange, som kommer ind og snakker, også om natten.
– Mange unge vil gerne have et sted, hvor de kan få lov at være, og hvor der er nogen at snakke med, mener Johannes. For ham er det vigtigt, at døren til sådan et tilbud står åben, så folk kan gå både ud og ind.
– Det er et frit tilbud, og man må aldrig føle sig indfanget!
I løbet af året er Inga og Johannes også meget åbne for kristne ungdomsforeninger, børnehaver og andre, som gerne vil benytte deres faciliteter til et arrangement. De seneste år har Netværk for Aleneforældre, som drives af IM, fx holdt sommerlejr her.
Inga og Johannes vurderer, at det nok kun er en lille del af deres gæster, der kommer, fordi de er kristne. De er bare glade for at komme, og Inga fortæller, at nogle af dem næsten betragter Gammelbro som deres andet hjem.
Campingpladsen er åben hele året, så der er mulighed for vintercamping, og de har også mange fastliggere.
– Den ældste fastligger har lige taget hul på sæson nr. 49. Og der er mange, der har været her i 30-40 år, fortæller Johannes.

Nogen skal jo …

Johannes gør ikke meget væsen af sig selv som campingchef.
– Det er blevet vores lod i livet. Der skal jo være nogen til at gøre tingene, svarer han på spørgsmålet om, hvorfor familien holder fast ved campingpladsen og frivilligt er ”på” næsten i døgndrift, når alle andre holder fri.
Men han er ikke meget for den holdning, der præger mange i dag, med at skulle realisere sig selv og flytte fra det ene til det andet. Det giver bare mere arbejde til dem, der bliver tilbage.
– Så længe jeg skal passe campingplads, så gør jeg det – og ellers viser der sig nok noget andet, kommer det fra den sindige sønderjyde, der tydeligvis er engageret og glad for sit arbejde.
Han fylder 60 i år, men der er ikke noget, der tyder på, at han har tænkt sig at tage farten af og gå på efterløn og pension sådan lige med det samme.

Køerne blev
”jawet” hjem

Det var Johannes’ far, der startede campingpladsen på deres landejendom. Om sommeren var der ofte folk, der camperede på stranden, så i 1958, da Johannes var 10 år, blev den første mark omdannet til campingplads med plads til 50 telte.
– I 1959 var det en meget varm sommer. Så da blev kornet hugget af og køerne ”jawet” hjem, så campingpladsen kunne brede sig ud til alle sider, husker Johannes.
De første tre år var toiletterne gammeldags das med spande, der skulle tømmes, men i 1961 fik de træk og slip. Det er svært at forestille sig, når man i dag ser de store, moderne bygninger rundt om på pladsen med toilet, bad og køkkenfaciliteter.
Johannes overtog ledelsen af Gammelbro Camping efter forældrene i 1976. I 2005 købte Inga og Johannes nabocampingpladsen Årøsund Camping, og dermed blev det Danmarks største campingplads. Hækken, der adskilte de to campingpladser er fjernet – og nu er der så lidt mere arbejde året rundt for det flittige par.

Mere luksus

Campingpladsen udvikler sig hele tiden. Vintersæssonerne bruges til at sætte gang i nye initiativer og vedligeholde det eksisterende.
– I en tid, hvor folk skifter køkken og bad som aldrig før, kræver de også mere luksus på ferien, kommenterer Inga. Og Johannes giver hende ret i, at vi som danskere er forvænte.
Gammelbro Camping er en tre-stjernet campingplads. Inga og Johannes går nu ikke så meget op i stjerner, som hvad der er brug for. Og det må ikke blive dyrere end nødvendigt at campere hos dem.
I løbet af denne vinter skal der bygges to store overdækkede grill-pladser, så evt. dårligt vejr ikke får lov at spolere denne campingfornøjelse.

Børnene først

Siden oktober 1987 har Johannes haft Inga ved sin side. Inga er pædagog og havde i 11 år undervist de yngste klasser på Haderslev Kristne Friskole.
– Det var en stor omvæltning at skulle være købmand i stedet for pædagog, husker hun.
Johannes havde bygget ny bolig med kontor og butik, så familien bor lige i hjertet af campingpladsen.
– Det er et meget specielt liv, og man kan ikke forestille sig det, hvis man ikke har prøvet det, mener Inga.
– Det største minus er, at man altid har mest travlt, når alle andre har fri. Man kan aldrig tage ud og rejse om sommeren. Men så må vi tage revanche om vinteren.
Til gengæld har hun oplevet det som et meget stort plus at gå hjemme og være sammen om arbejdet. Når parrets to børn, Jacob og Judith, fx var syge, var forældrene hjemme.
Inga har aldrig været i tvivl om, at giftede hun sig med Johannes, fulgte campingpladsen med.
– Det er urealistisk at passe et andet job ved siden af. Man ville jo aldrig have fri, når man kom hjem, mener hun.
Børnene har aldrig sukket over det travle liv på campingpladsen, og de kan slet ikke forestille sig et liv uden Gammelbro.
Jacob er i tømrerlære og Judith på efterskole, og de går helt naturligt ind i opgaverne, når de kommer hjem.
Men det har også været vigtigt for Inga og Johannes, at børnene ikke skulle sige nej til noget, fx fritidsaktiviteter og lejre, bare fordi de arbejdede på en campingplads.
– Børnene kom altid i første række. Så måtte kunderne vente lidt, understreger Inga.

En dag i højsæsonen

På en ganske almindelig dag i højsæsonen kan man finde Johannes på kontoret. Inga styrer købmandsbutikken. Judith hjælper i cafeteriet og Jacob har travlt i informationen. Alle har opgaver og hygger sig samtidig i godt fællesskab med de andre 35-40 medarbejdere.
Lidt før kl. 6 om morgenen tændes den store ovn, for Gammelbro bager selv deres brød. Og så går det ellers slag i slag, til informationen lukker klokken 23. Men så er der kasseopgørelse og måske et par andre ting, der skal ordnes, så klokken kan godt blive både tolv og et, inden der er ro i huset.
Måske blev der tid til en halv time i solen, måske ikke. Men de tjener Gud og deres næste på den plads, de har fået.