Kirsten blev omfavnet af et himmelsk kærlighedslys

Kirsten Mørch Nielsen var død i 11 minutter, mens lægerne baksede med hende på operationsbordet. Pludselig svævede hun op mod loftet og videre op til himlen, til englene og mødte Jesus…- Jeg har kaldt mit foredrag og min bog for Lys bag døden – for det var der: Masser af lys. Men i ca. 11 minutter manglede jeg ilt til hjernen, så jeg lider af følgerne af hjerneskade, og jeg har været nødt til at træne mig op lige siden.Sådan indleder Kirsten Mørch Nielsen sit foredrag om en nærdødsoplevelse for 40 år siden – med engle, dæmoner og et klarsyn uden lige. Fra sygestuens loft kiggede hun ned på sin døde krop og så læger og sygeplejerskers sande åndelige natur. Derefter blev hun af engle ført op til Paradisets port, fik på få sekunder indsigt i alverdens visdom og mødte Jesus selv…
Hun glemmer aldrig den dag i 1968 da hun som 28-årig hastigt blev indlagt på et sygehus i New York .
Hun læser sin beretning langsomt og tydeligt fra et manuskript – det er hun nødt til for at holde tråden. Sammen med sin mand, Henrik, leder hun Mikkelsbakke Refugium på Mors, som er et sted, hvor folk kan søge hvile og stilhed. Ind imellem tager hun på langfart for at fortælle om sin mærkelige dødsoplevelse.
Hun var to måneder henne i en graviditet, da hendes puls næsten ikke kunne mærkes.
– Sommetider var det, som jeg svævede, og et par gange havde jeg været så udmattet, at min krop nærmest sank, mens jeg gled op under loftet og kiggede ned på mig selv.
Det var den 30. april 1968.
– På sygehuset blev jeg modtaget af en ung læge, der råbte, at der øjeblikkelig skulle drop og blodtransfusion til. Men så var der en skrap dame henne ved skranken, der råbte: Depositum skal først betales! Min mand udskrev en check, men den ville hun ikke modtage, og jeg kunne høre, hvordan de skændtes. Og endelig gik den skrappe dame med til at få checken godkendt telefonisk fra banken.
Men tiden var gået, og Kirstens blodprocent var så lav, at en sygeplejerske sagde: det kan man ikke overleve med.
– Det lod til, at livet havde været ved at forlade mig dråbe for dråbe gennem nogen tid. Jeg havde store indre blødninger. Fosteret havde sat sig i æggelederen og var dødsdømt lige fra starten.

– Lyset fra de skarpe operationslamper var allerede tændt, da de løftede mig over på operationsbordet. Lyset fra de kraftige lamper skar mig i øjnene, så dem lukkede jeg i.
– Det næste, jeg oplevede, var også lys, men det var mange gange kraftigere, og alligevel var det blødt og skønt. Jeg var straks klar over, at det måtte være Guds lys. Fri og lykkelig svang jeg mig væk fra min krop op imod det skønne lys, som kærligt omfavnede mig så mildt og så nænsomt. Jeg så ned på min uinteressante krop på operationsbordet et par meter under mig, og jeg så rundt på de sygeplejersker og læger, der stod så fortabte omkring mig.
– Den høje flotte overlæge råbte op. Han var blevet rasende over, at jeg åbenbart havde givet op, når han nu havde broderet mig så fint sammen indvendig. Og jo mere gal han blev, jo mindre så han ud. Til sidst var han bare en lille gnom. Det så komisk ud!

– Så var det, som om et slør blev taget væk, og jeg kunne se de dæmoner, som hoppede og dansede af fryd rundt om operationslægen. Det var jo dæmonerne, der havde fyldt lægen med raseri, så de var ellevilde.
– Men så så jeg en kvinde, der var blevet meget større end alle de andre. Hun var omgivet af lyse skikkelser og lyste også op selv. Hun var så trist over, at jeg var død. Jeg genkendte hende som den lille nervøse sygeplejeelev, de andre havde hundset med. Den mindste var blevet den største, og den største den mindste…
– Jeg vendte min koncentration opad mod det forunderlige lys – og så strøg vi opad.Jeg mærkede kærligheden omgive mig på alle sider.
– Hernede i livet er kærligheden en følelse, men dér er kærligheden selve livets substans. Alting var fuldkomment, og det var mere virkeligt end det liv, jeg havde forladt her. Jeg var på vej hjem.
– Højt oppe var en kæmpe flok væsener i strålende hvidt. Jeg tror, de havde vinger, men jeg ved det ikke, for de strålede så meget.

– Så nåede vi en slags afsats. Lyset bølgede fortættet omkring os. Og jeg så et punkt, som så interessant ud. Da jeg koncentrerede mig om det, åbnede det sig i ufattelige mængder. Ligesom en blomst på trickfilm, der åbner sig med alle blade på en gang. Og jeg kunne opfatte dem alle sammen på en gang. Det lod til, at alle inspirationers kernepunkt var lige dér. Der var både musik og kunst og litteratur og alting. Jeg oplevede alle store tanker, som åbenbart var tænkt i hele verden, og også dem, der skulle tænkes – dér var deres hjem. Jeg sugede til mig og bedøvede mig i al den skønhed og storhed. Musikstykker i tusindvis oplevede jeg. De blev spillet og sunget på samme tid, tusindvis fra ende til anden. Jeg kunne alligevel opfatte hvert enkelt stykke.
– Der var flere punkter, der udvidede sig. Et sted lå alle verdens erindringer og oplevelser. Ligesom en film på en computer. Jeg registrerede dem med det samme. Puff, så oplevede jeg det!
– Jeg fik også indblik i videnskaberne. Der var et mylder af alle mulige kloge tanker – en masse fattede jeg jo slet ikke. Men når jeg spekulerede, så blev de straks forklaret for mig af en, der var helt ved siden af mig. Og så var det pludselig ikke svært at forstå. Jeg behøvede ikke at spørge, når jeg var i tvivl, for han vidste, hvad jeg spekulerede på.

– Han som kærligt havde vejledt mig gennem alt det, jeg så, han stod nu lige pludselig foran mig – stor og kærlig og tryg, blændende, overvældende. Jeg kunne ikke andet end at falde på knæ, slået af hans vælde. Ærbødig var jeg, men samtidig jublende lykkelig og tryg.
– Hans kærlige øjne lyste fred over mig, ja, de øjne glemmer jeg aldrig. Han var i en strålende lys klædning. Det var, som om den var skåret ud af Guds eget lys. Jeg var så flov over, at jeg havde ignoreret ham, mens jeg havde oplevet det væld af inspiration. Det smilte han af. Han kendte mine tanker, ja, han kendte mig helt ind i sjælen. Og jeg genkendte ham som Jesus selv.

Refugiepræsten var død i 11 minutter, og på så kort tid oplevede hun ikke blot alverdens inspiration og erfaring – hun fik også sin helt egen Dommedag foran Jesus, hvor han vise hende alle de gode og mindre gode gerninger, hun havde nået at gøre i sit 28-årige liv – altsammen vist i kærlighedens optik. Og slettet ud på grund af Jesu død på korset.
Fortsættelse følger…