Videnskabsmanden opdagede troen

Dr. oecon. Carsten Allan Koch mødte en kristen på en togstation i Stockholm. Han betegner mødet som en genfødsel, der har ændret hans liv.Naturvidenskab har siden barndommen fyldt en stor del af Carsten Allan Kochs liv. I dag kan han da også skrive både cand.polit. og dr.oecon. på visitkortet. Den 47-årige videnskabsmand arbejder som lektor i erhvervsøkonomi på Roskilde Universitetscenter (RUC).

Afrikanske kristne spillede en vigtig rolle i formidlingen af troen.

– Jeg har fået afløb for min hang til en forklaring på verden ved at fordybe mig i naturvidenskaben. Den gav mig samtidig en skepsis over for kristendommen, selv om jeg ved flere anledninger havde mulighed for at blive rekrutteret, siger Carsten Allan Koch og henviser til lærere og venner i omgangskredsen, som interesserede sig for kristendom.
Han er vokset op i hovedstaden sammen med sine forældre, for hvem Gud og tro var en del af kulturen og i mindre grad en personlig relation.
– Jeg er blevet opdraget til at leve efter værdier som almindelig hjælpsomhed og hensyntagen til andre. Ingen af os var specielt kristne, men meget overfladiske som de fleste andre danskere.
Men et møde med en kvinde fra Cameroun en novemberdag i 2006 kom til at vende op og ned på lektorens verdensbillede.

Helligånden talte til mig

Under et besøg i Stockholm gik han en tur på togstationen for at bestille en billet hjem. På bænken ved siden af ham sad en kvindelig WHO-medarbejder (FN’s verdenssundhedsorganisation) fra Cameroun, som han faldt i snak med om Gud. Hun skulle med samme tog som han, så samtalen fortsatte i kupéen.
– Det var som om, Helligånden talte igennem hende. Blandt andet fortalte hun mig, at mit helbred ville blive bedre, hvis jeg blev en troende kristen. Siden barndommen har jeg lidt af generel angst og store mindreværdskomplekser. Desuden var jeg ved at blive døv, så jeg frygtede, at jeg måtte opgive mit erhverv som underviser på universitetet. Angsten og mindreværdskomplekserne er forsvundet, og min hørelse er blevet betydeligt bedre, så jeg måtte bøje mig for kendsgerningerne, siger Carsten Allan Koch, som følte, at tingene efterhånden faldt på plads i hans liv.
Bekendtskabet med den afrikanske kvinde udviklede sig, og hun besøgte ham i hans nuværende hjem i Odense, hvor hun også fik lov til at bede for ham.

Genfødt

Interessen for den åndelige verden var vakt, og Carsten Allan Koch besluttede sig for at undersøge den kirke i Cameroun, som kvinden tilhørte. Kirken med navnet ’Eglise du Christ de la Nouvelle Alliance’ (Pagten med Gud) viste sig at have 15.000 medlemmer og at praktisere genfødt kristentro med vægt på Det Nye Testamente.
Det er en evangelisk, baptistisk kirke bestående af hovedsageligt genfødte medlemmer. Her handler det i stor udstrækning om, at Bibelen skal forstås bogstaveligt frem for symbolsk. Værdier, som Carsten Allan Koch umiddelbart kunne identificere sig med.
– At være genfødt handler for mig om, at man har haft en religiøs oplevelse, som har ændret ens liv. Det var dét, der skete for mig på Stockholm station den 30. november.
Foruden troen på genfødsel opfatter den camerounske kirke Gud og Jesus som aktive personer, der kan gribe ind i den menneskelige tilværelse, mens Helligånden er den, man står i personlig relation til.
– Helligånden spiller en væsentlig rolle i kirken, men jeg må indrømme, at jeg har vanskeligt ved at forstå ham til bunds. Min dagsorden har jo altid været præget af naturvidenskaben frem for noget andet, så det er lidt af en omstillingsproces, siger Carsten Allan Koch.
Efter sin genfødsel valgte han at blive medlem af Christ de la Nouvelle Alliance’s missionskirke i Geneve i Schweiz, da han endnu ikke har fundet noget tilsvarende i Danmark. Her blev han døbt i påsken i år i en lille flod med udspring højt oppe i bjergene.
– Idéen var, at det skulle ligne Johannes Døberens dåbsmetode. Voksendåben repræsenterer død og genopstandelse med genfødsel til paradis efter det jordiske liv. Det var en stor oplevelse, selv om jeg ikke forstod den fulde ordlyd af den ledsagende dåbsbøn, da den foregik på fransk, smiler Carsten Allan Koch, som har besøgt kirken i Geneve tre gange.

Bibeltro

I sit kristenliv forsøger han at efterleve de 10 bud, ligesom han prøver at holde sig så tæt til Bibelens bogstav som muligt.
– Jeg er nok mere vidtgående end de fleste og forsøger at efterleve de moralske bud, som er indeholdt i Det Nye Testamente samt de påbud fra Gamle Testamente, som ikke er i modstrid hermed, siger Carsten Allan Koch.
Hans radikale tilgang til kristendommen har medført en del hovedrysten fra omgivelserne.
– Min datter er bekymret over sin fars underlige udvikling, og inden for de danske intellektuelle kredse anses kristentro som tåbelig og gammeldags. Havde jeg i stedet sagt, at jeg var bøsse, havde de klappet i deres hænder og accepteret det på stedet.

Besøg i Cameroun

Men Carsten Allan Koch har valgt sin vej til kristendommen og besluttet sig for at gøre den til sin livsstil. Dog savner han samvær med ligesindede genfødte kristne, da der er et stykke vej til Geneve, og han endnu ikke har fundet sig til rette i en dansk kirke.
– Der er meget få genfødte kristne i Danmark, men jeg drømmer om at udvide netværket, så endnu flere får kendskab til sand kristendom. Et af mine største ønsker er at oprette en kreds af missionærer, som kan bidrage til at genkristne Europa. For i vores dage er det Europa, der trænger til mission frem for eksempelvis Afrika, mener Carsten Allan Koch.
For at få noget inspiration og lære endnu mere om kristendom har han planlagt en rejse til moderkirken i Cameroun i januar.
– Jeg forventer mig meget af besøget. Især ser jeg frem til at møde de andre genfødte kristne og føre samtaler med dem, som kan øge min viden om kristendom. Den skal der jo arbejdes med resten af livet.

Er du interesseret i at komme i kontakt med Carsten Allan Koch, er du velkommen til at sende en mail til ham på ckoch@ruc.dk