Werner blev vakt til live gennem bøn

Werner Olsen lå koma, og der var ingen hjerneaktivitet. Indtil præst og familie bad for ham. Så rejste han sig i op i sengen og råbte: Herre, Herre! Det er hverken til at se eller høre, at Werner Olsen fra Kastrup var det nærmeste, man kan komme hjernedød, i 14 dage efter hjernebetændelse.Familien var ulykkelig, men selv gled han bort i en usigelig fred. I dag er den 80-årige menighedsrådsformand i Korskirken både aktiv og særdeles vittig:
– Jeg har sagt til Gud: Næste gang, du skal ekspedere mig, så lad det ligne dette her. Jeg gled bort uden smerte, uden angst og vågnede op igen – stille og roligt.
– Men næste gang kan man naturligvis ikke gardere sig mod at få en tagsten i hovedet!

Og hovedet fejler bestemt ikke noget – selv om der ikke kunne registreres udslag under hjernescanningen, da han i al hast blev bragt på sygehuset efter et ildebefindende. Nu lå han blot livløs, bleg og – på grund af væsketryk – opsvulmet hen på sin sygeseng.
Indtil familien i desperation tilkaldte en præst for at bede over ham. Sammen stod de rundt om sygesengen, græd og bad.
Da de efter en halv time åbnede øjnene, havde Werner fået farven tilbage i kinderne. Hævelserne havde lagt sig, og han så nu helt normal ud.
Så rejste han sig pludselig i sengen og råbte to gange: Herre, Herre! Så faldt han tilbage på puden og sov.
Fem dage senere overraskede han lægerne på stuegang, da han sad op i sengen og læste Berlingske Tidende.
Derfor er det ikke underligt, at lægerne måtte skrive ”hurtig og mirakuløs bedring” på sygejournalen. Reservelægen havde ellers forberedt Werners kone Elinor på mandens bortgang:
– Jeg kan desværre ikke fortælle glædeligt nyt. Vi har foretaget en såkaldt EEG-scanning, og der er slet ingen hjerneaktivitet!
Men hun forsikrede ham om, at Gud kunne gøre et mirakel. Han rystede bare på hovedet, og senere fandt hun ud af, at lægerne ikke ville genoplive Werner, hvis han holdt om med at trække vejret.

Derfor besluttede hun at overnatte på sygehuset for at våge over sin mand.
– Det var dog utåleligt for Elinor at være inde ved mig, for hun brugte mere tid på at stå ved sygesengen og trække i snoren for at tilkalde en sygeplejerske end at ligge i sin seng, fortæller Werner Olsen.
Så sygeplejersken tilbød, at hun kunne lægge sig inde i en tilstødende stue, så skulle hun nok holde øje med Werners vejrtrækning.
Her lå Elinor nu og halvdøsede:
– Jeg følte en fantastisk fred og mærkede en dejlig varme brede sig over hele min krop, fortæller hun.
Elinor lå hverken og tænkte på salmevers eller bibelvers, men pludselig kom en salme til hende:
– Det var salmen ”Ånd fra himlen, kom med nåde”, hvor der også står ”Kom med lægedom og fred” og ”Herren er på dette sted”. Og det stod helt klart: Herren var virkelig på dette sted.
Derefter kom omkvædet fra sangen ”Som en herlig guddomskilde”: ”Han har åbnet perleporten, så at jeg kan komme ind”…

– Pludselig blev den enorme fred afløst af et syn. Jeg så en stor sort port med gyldne knapper. Porten begyndte langsomt at åbne sig, og jeg så et kraftigt lys inde bagved. Jeg råbte: ”Ikke nu! Det er alt for tidligt! Jeg kan ikke undvære Werner!” Og da begyndte porten langsomt at gå i igen…
– Så kom sangen igen til mig: ”Herren er på dette sted!”. Og jeg blev fyldt af en velsignet ro, som omsluttede mig hele natten.
Næste morgen besluttede hun at tilkalde sin svigersøn, Nicolai Winther-Nielsen, der er lektor ved Dansk Bibel Institut og Ole Skjerbæk Madsen, der dengang var sognepræst ved Bethlehemskirken på Vesterbro.
– Klokken 15.12 trådte Nicolai og Ole ind i sygeværelset, og Ole iførte sig sin messehagel og læste derefter op fra Salme 23 og Jakobs brev 5 i Bibelen, fortæller hun. – Han slog korsets tegn over Werner, salvede ham med olie og bad velsignelsen.
– Midt under bønnen rejste Werner sig op og sagde to gange: ”Herre, Herre!” Han så så pæn og fredfyldt ud, husker Elinor.

Tiden gik, og fem dage senere kom Werner langsomt tilbage til bevidsthed:
– Jeg hørte min søn og bror og min chef fra FL Schmidt fyre vittigheder af om mig. Så begyndte jeg at skære ansigter – jeg kunne endnu ikke styre mine grimasser – og sagde i en hånlig tone: ha ha ha!
Werner Olsen har været civilingeniør hos FL Schmidt i en lang årrække, og nu sagde hans chef:
– Werner, nu må du vågne. Der er så meget i dit hoved, vi har brug for!
Werner Olsen vil vise, at han forstår, men kommer blot til at sige mærkelige lyde og gør nogle skøre bevægelser, fordi hans mobilitet endnu ikke er i orden.
Men dagen efter kunne Werner sidde op i sin seng og læse dagens avis.
– Da lægen kom ind og så mig læse avis, var han nær besvimet. Lægen havde tidligere sagt, at jeg nok ikke ville overleve weekenden…

Familien blev for alvor klar over, at der var noget galt med Werner Olsen, da han fik et ildebefindende under en ferie i Frederikssund. Han blev med det samme kørt til Frederikssund sygehus.
– Han skal scannes øjeblikkeligt, sagde hans søn til lægerne.
– Men så skal han til Herlev Sygehus, og det er weekend, protesterede sygehuspersonalet.
Familien gav sig ikke, og det endte med, at Werner Olsen blev kørt til Hvidovre med ambulance og politieskorte med hylende sirener.
– Det viste sig, at jeg havde hjernebetændelse, og at jeg derefter havde fået en blodprop, fortæller Werner.
Han lå otte dage på Herlev Sygehus, mens han blev fyldt med medicin til 1000 kr. om dagen. Han lå stadig i koma, mens han blev overflyttet til Gentofte Amtssygehus, hvor endnu en scanning beviste, at han næppe ville overleve. Og hvis han overlevede, ville han være en ”grøntsag”.
– Der var ingen reaktioner, ingen udslag på instrumenterne, der var simpelthen ingen hjemme, fortæller Werner.
Hans kone Elinor blev indkaldt:
– Han får så skrap medicin, at han risikerer at få hjertestop, forklarede lægen. – Vi tør heller ikke gå ind og operere i hjernen, da vi risikerer, at hjernen i så fald maser sig ned mod rygsøjlen.
Og så kom de ord, lægen måtte trække i sig igen:
– Jeg tror ikke, han lever weekenden over.

Nu var Werner blevet rask, og da han ugen efter helbredelsen blev undersøgt igen, viste EEG scanneren fine udslag. Sygeplejersken, som betjente maskinen, udbrød: Werner Olsen, det er dig, ikke? Før var der ingen reaktioner, men nu er din hjerne helt normal!
– Og så kan du tro, jeg fik aflagt et ordentligt vidnesbyrd, fortæller Werner Olsen.

Det gentog sig siden på hele neurokirurgisk afdeling. Både læger, sygeplejersker og sygehjælpere plejede at kigge ind på stuen hver aften.
– Så gav jeg et glas rødvin til dem alle sammen – jeg ville hellere have rødvin end blomster; det styrker jo helbredet, siger Paulus – og så fik jeg lejlighed til at prædike for dem.
Werner Olsen er en særdeles aktiv pensionist, og jobbet som civilingeniør for FL Schmidt er skiftet ud med et job i en helt anden branche:
– Jeg laver PR arbejde for Jesus, siger han og kan ikke lade være med at fortælle om de mange Alpha-kurser, han har undervist på, og de over 50 artikler og udsendelser, der er lavet om ham.
For Werner Olsen er virkelig et omvandrende mirakel.