Frikirker i Næstved slår sig sammen
Næstved Kristne Center og På Vejen Kirke bliver til Næstved Bykirke.Næstved får nu sin anden fusionerede frikirke. Før slog Pinsekirken og Apostolsk Kirke sig sammen til Sjølundkirken. Nu følger to andre frikirker efter.
Det drejer sig om den tidligere baptistkirke Næstved Kristne Center og den nystartede På Vejen Kirke, der slog sig sammen i søndags d. 20. april og indsatte Michael Rasmussen som præst.
Fusionen er en såkaldt vind-vind-situation for Næstved Kristne Center har i mange år stået uden præst, og På Vejen Kirke har manglet lokaler. Ægteparret Lucinda og Michael Rasmussen blev i søndags d. 20. april indsat som præstepar til at lede den nye kirke. Og deres kirke, der startede som husmenighed og senere måtte leje sig ind i det lokale idrætscenter har nu fået fast adresse i Næstved Kristne Centers nuværende mødelokaler på Skallegårdsvej.
Lucinda og Michael Rasmussen kommer begge fra Sydafrika, hvor Michael er opvokset som missionærbarn. De flyttede i 1997 her til landet for at beskæftige sig med kirkeligt arbejde.
Næstved Bykirke er tilsluttet den verdensomspændende organisation New Covenant Mission International.
/sl