Frikirker tager afstand fra Ruth og Faderhuset
– Faderhuset har sekteriske træk og Ruth Evensen manipulerer, mener FrikirkeNet efter at Ruth Evensen beskyldes for at dække over incestsag. Vold. Psykisk terror. Dæmonbesættelse. Der tages store gloser i brug, når medierne skal beskrive menigheden Faderhuset i København.Også FrikirkeNet med omkring 100 frikirker i netværk tager bladet fra munden i kritik af Faderhuset:
– FrikirkeNet vil ikke tøve med at betegne Faderhuset som en – i bedste fald – usund frikirke med klare sekteriske træk, lyder det i en pressemeddelelse fra netværket.
Årsagen er, at DR TV søndag d. 13. april afslørede, at et tip om incestuøst overgreb mod en 3-årig pige blev dysset ned af menighedens leder Ruth Evensen. Et tidligere medlem, Lidia Hesselberg, fortalte, at morens bekymring over datterens signaler om angiveligt sexmisbrug blev slået hen med, at datteren var besat af en dæmon.
– Det er en lodret løgn, siger Ruth Evensen til Udfordringen.
Hvad er så op og ned i sagen?
– Sagen er, at vi slet ikke ved, om han har gjort det. Det er man jo nødt til at finde ud af først.
Hun fortæller, at kirkens ledertemaet fik en henvendelse fra et ægtepar i menigheden.
– Det drejede sig blot om en formodning: Kan det mon være incest. Pigen havde sagt Manden gør det, putter ting i mig, ikke Far gør det
Af DR fremgår det, at Ruth Evensen skulle have forhindret moren i at gå til politiet. Men det stemmer ikke med virkeligheden, siger Ruth Evensen:
– Jeg sagde netop: Vi er ikke som Jehovas Vidner, der dækker over sådanne sager. Vi kan blive nødt til at melde det til politiet. Så derfor opfordrede vi faren: Sig sandheden. Vi tog det meget alvorligt.
– Men det endte med, at der ikke var noget i det. Så vi tænkte, det kan være en ond drøm, noget som spøger i barnets sind.
En anonym kilde fra Faderhusets ledelse uddyber overfor Udfordringen:
– Hvis moren ønskede at gå til politiet, ville vi have bakket hende op. Vi var åbne for at gå videre med sagen til politiet. Vi talte med faren alene og med moren alene. Konklusionen drog moren selv. Hun syntes det virkede, som om der ikke var mere i det.
Ruth Evensen er nu meldt til politiet, som i skrivende stund overvejer om der skal rejses sag.
Faderhuset skulle også ifølge afhopper Lidia Hesselberg have arrangeret militante ungdomslejre, hvor teenagere klædes i militærtøj og trænes til at adlyde kommandoer. Og hvor der ifølge DR bruges vold og psykisk terror for at knække de unge.
Sammen med incestsagen har det gjort, at FrikirkeNet har fået nok.
– Selv om Faderhuset begyndte som en frikirke med fokus på at hjælpe psykisk forslåede mennesker, er der siden Ruth Evensen overtog ledelsen i 1998, sket en dramatisk rutsjetur i teologi og særligt i ledelsesstil, skriver FrikirkeNet.
Det er magtpåliggende for netværket at lægge afstand til den kontroversielle menighed, fordi frikirker nødig vil forveksles med sekter:
– Sekter er blandt andet kendetegnede ved at være topstyrede med en stærk og dominerende leder, som egenrådigt sætter dagsordenen. Dette genkender FrikirkeNet fra de meldinger vi får fra tidligere medlemmer af Faderhuset. Åndelig manipulation og diktatorisk lederstil er tilsyneladende blevet en del af dagens orden i Faderhuset og den slags tager FrikirkeNet skarpt afstand fra, siger netværkets formand, Tonny Jacobsen.
– Det med stigende bekymring, at vi har været vidne til udviklingen i Faderhuset, som har udviklet sig til et lukket miljø med egne normer og sociale spilleregler, hvor lederen som Guds udvalgte altid har det sidste og afgørende ord, siger han i pressemeddelelsen.
Det undrer Ruth Evensen:
– Tonny Jacobsen har aldrig talt med mig. Jeg kender ham ikke en gang. Hvis de tager afstand fra os, er det dem, der har et problem. De har aldrig mødt os. Det er dybt useriøst og ubibelsk. Er de et slags åndspoliti?, spørger hun.
FrikirkeNet bekræfter overfor Udfordringen, at netværket tog personlig kontakt til Ruth Evensen inden DRs afsløring.