Tvivlerens bønner

Mellem værende er en bog, der i såvel form som indhold forsøger at gå lidt nye veje. Det bemærkes allerede i forordet, hvor forfatteren præsenterer grænsegængeren og bibliaden.Grænsegængeren er et menneske, der mener at have et mellemværende med Gud, et menneske, der står mellem den troende, den interesserede og den afvisende og kan have alle tre i sig på samme tid. Og bibliaden er en bibel-ballade, dvs en bibelsk fortællende, poetisk tekst, den kan minde om en miniature-prædiken.
Men ellers er Mellem værende en „bønne-bog“ for tvivlere – eller „grænsegængere“ og med inddragelse af bibliader. Det er dog ikke bønner i traditionel forstand. Forfatteren Kirsten Jørgensen skriver om dem, at de „ligger genremæssigt et sted mellem digt og bøn. De formulerer livsspørgsmål i bredeste forstand, som digte, men har som bønner et direkte ærinde og en klar adressat: Gud.“
Et eksempel:
Glemsel
Da jeg var barn / blev jeg borte i angsten for at blive glemt / men kom hjem til min mor, der sagde / at hun aldrig ville glemme.
Senere forstod jeg / at end ikke hendes mangel på glemsel / kan hindre mig i at blive borte.
Nu tror jeg / at kun du har erindring nok. / Glem mig ikke, far.

„Bønnebogen“ er illustreret med sort-hvide-snapshots af Cristina Lage. Om billederne skiver fotografen, at de er taget i det øjeblik, hvor „jeg pludselig ser hverdagsting i et nyt lys, i et glimt“, og hvor så „tilværelsens ufattelighed slår mig“, og hun vil gerne med dem formidle et blik „mod troen fra tvivlens side“.
Til „bøns-digtet“ Adskillelse har hun valgt et billede taget ovenfra af et menneske, der sidder helt alene og grundet omgivelserne kommer til at virke meget „adskilt“ fra dem og meget lille.
Mellem værende er en bog, der kunne give sig ud for at være en helhed af bønner, digte og billeder om mellemværender, vi kan have i livet, og med den hensigt at skabe rum for tvivlen i forhold til troen. I de rum bliver der i kraft af det usagte og de associationer, tekster og billeder fremkalder, plads til meget. Tanken er ellers god nok: med disse grænsegænger-tekster at fange tvivlerens interesse og stimulere længslen efter troen. Men udbyttet er som kvaliteten af indholdet svingende – hvor den er bedst, er det imidlertid rigtig godt.
Niels Jørgen Vase

Kirsten Jørgensen: Mellem værende
128 sider • 198 kr. • Aros