Vejledning i at ”binde en bøn”

Det er på mode at bruge Kristus-krans og andre bedekranse, hvor perlerne eller knuderne skal minde én om bestemte emner eller bønner – ligesom i gamle dage.Nu har Religionspædagogisk Forlag udgivet et lille hæfte til konfirmander og andre interesserede, hvor man kan lære selv at binde et fadervorbånd. Og ordet er endda blevet beskyttet med et ® – registreret varemærke.
Tanken er sikkert god nok, men er vi ikke ved at komme lidt langt ud i kommercialisme, når et kirkeligt forlag ligefrem tager patent på et ord som Fadervorbånd?
Men et fadervorbånd® er altså en lille fletning med syv knuder eller perler på. I hæftet kan man så lære, hvordan man fletter og binder ”dit eget bånd med tal, farver og perler fulde af betydning”. Båndet kan fx bindes i mobilen og minde én om at bede. Og det er da i hvert fald godt nok.
Der er også vejledning om farvernes betydning, så man fx kan vælge blå perler for fred, orange for glæde, rød for lidenskab eller sort for sorg.
Tallenes betydning forklares også – ud fra kristen symbolik, og det er altsammen meget pædagogisk. Vi skal blot være opmærksomme på, at bedekranse og andre hjælpemidler ikke erstatter troen på Jesus med – religiøsitet.
Henri Nissen

Hanne Bohr: Bind en bøn.
30 sider, 48 kr.
RPForlag