Evangeliets Gyldne Sange I skyggen af det kors

Der er masser af glæde og oprigtighed på Evangeliets Gyldne Sange’s cd, ”I skyggen af det kors”. Gruppen Evangeliets Gyldne Sange består af 22 musikere og sangere, som næsten alle har passeret de 50 år. Medlemmerne kommer fra flere forskellige kirkesamfund og byer, men har i de sidste fem år mødtes hver anden uge i Vesterkirken i Stenum for at synge og spille gamle evangeliske sange. Gruppen har deltaget i mange arrangementer i forskellige kirker, pensionistgrupper og på plejehjem, og nu har de udgivet deres første cd: I skyggen af det kors.
Cd’en består af 16 gode gamle evangelske sange, hvor hovedparten er skrevet af Åge Samuelsen. Sangene bliver fint akkompagneret med harmonika, klaver, violin, guitar, guitarbanjo, saxofon og bas, og der er både fællessange og duetter.
Cd’en er ikke præget af professionalisme, og det er netop det, der gør den god. Der er en oprigtighed og en glæde i disse sange, som man sjældent finder, når sang og musik har været igennem adskillige maskiner og computerprogrammer. Man er ikke i tvivl om at disse mennesker elsker at synge til og om Gud, og skulle man få lyst til at synge med, findes alle teksterne på cd’ens omslag.
Sidsel