Kæmp også for de andres religionsfrihed
Venstre er igen hoppet på ét af Dansk Folkepartis forslag mod muslimerne: Forbud mod tørklæder i retssale.Det er nemt at starte en hetz imod tørklæder og muslimer, når man på forsiden af en gratisavis viser et billede af en dommer klædt i burka. Det ser mærkeligt ud, og det forstår vi danskere ikke. Forbyd det, siger man straks.
Men heldigvis er der nogen, der tænker lidt længere end til næste avisforside. Her iblandt kirkeminister Birthe Rønn Hornbeck, der har en kristen livsindstilling.
Hvis muslimer ikke må vise deres religiøse symboler, så må andre jo heller. Straks er de antireligiøse politikere parate til også at forbyde kors, jødiske tappa-hatte og hvad man nu ellers kunne forestille sig af religiøse symboler.
Det er faktisk en farlig vej at komme ind på. Hele denne idé med, at man skal skære alt det unormale fra eller forbyde det, er helt gal. Intolerance er en ond ånd, som indskrænker alles frihed.
For et par århundreder siden forfulgte man i Europa de små kristne grupper, som ikke kunne underordne sig den lutherske eller katolske kirke. Så udvandrede de forfulgte i stort antal til USA, hvor de kunne leve i fred og tro på den måde, de fandt rigtigst. Resultatet blev en enorm økonomisk og kulturel fremgang i Amerika, som overhalede Europa.
Vi mennesker er skabt til og trives bedst i frihed.
På andre områder – når det gælder moral eller rettere umoral – er vores samfund ellers utroligt tolerant. Men når det kommer til religion, så er mange ateistiske politikere og massemedier så pinligt intolerante, at det – som Uffe Ellemann sagde for nylig – minder om 30ernes nazisme.
Der er brug for Værdipolitisk netværk, som på lørdag mødes på Christiansborg for igen at få de sunde kristne værdier tilbage i politik i stedet for kold materialisme og ateistisk humanisme.
Vi må forsvare andres religionsfrihed, hvis vi selv ønsker frihed.
Redaktør Henri Nissen