Kirken i Kina i dag – en observation

Historien, vi ikke kan løbe fra.Ved et møde på Danmissions hovedkontor med daværende præsident for Kinas Kristne Råd/Chinese Christian Council – CCC (Tre-Selv-kirken) pastor Cao Shengjie, udtalte hun på vegne af Tre-Selv-kirken bl.a.:

Jørgen Nørgaard Pedersen

– Vores historie kan vi ikke løbe fra. Opiumskrigen i Kina (1839-1842) er på mange måder med til at sætte dagsordenen for relationen mellem kirken i Kina og den vestlige mission i dag:
1. Uden at forstå den skam, der blev bragt over kineserne, da England først invaderede Hong Kong-området og senere resten af Kina, og
2. uden at forstå, at Kina ønskede opiumshandelen afsluttet på grund af dens menneskelige effekt, mens de vestlige magter ønskede den fortsat af egne økonomiske interesser, og
3. uden at forstå, at sammen med disse aggressive vestlige magter kom også missionærerne, der kom til at repræsentere en vestlig imperialistisk religion, som på det tidspunkt og mange år efter var hadet af kineserne (- selvom missionærerne havde gode intentioner, var de udlændinge og dermed en del af denne vestlige overtagelse af landet, hvilket også betød, at de kinesere, der blev kristne, på mange måder også blev vesterlændinge for samfundet. Når der blev en kristen mere, blev der en kineser mindre -)
– uden at forstå disse dele af historien er det svært at forstå, hvorfor den kinesiske kirke i dag ikke ønsker nogen form for indblanding i interne anliggender fra udenlandske kirker og missioner.

Pekinggades kirke, Dahlian – bygget af danske missionærer i 1912.

– Måske det også forklarer lidt om, hvorfor Formand Mao med magt ønskede de udenlandske missionærer ud af Kina i 1949, og videre hvorfor han så indædt bekæmpede de kinesiske kristne under kulturrevolutionen.
Pastor Cao fortsatte med at sige: – Den kinesiske protestantiske kirke, som blev til ved vesteuropæiske missionærers arbejde i første halvdel af 1900 tallet, måtte finde sin egen overlevelsesstrategi, da Kina lukkede for missionærer i 1949. – Dengang var der omkring 700.000 kristne i de forskellige kirker. Alle disse forskellige konfessionelle menigheder/kirker samledes nu i Den Patriotiske Tre-Selv-bevægelse (Three Self Patriotic Movement – TSPM), en kirke der var Selv-styrende, Selv-financierende og Selv-udbredende. Men også en patriotisk kirke, hvor evangeliet og næstekærlighedsansvaret ville medvirke til, at man blev en endnu bedre kineser ved at blive kristen.

En selvstændig kirke. Det blev starten til en selvstændiggørelse af kirken, som blev båret indefra. Det var ikke kun de gamle meget konservative præster fra missionærtiden, der fik lederposter i Tre-Selv-kirken fra 1949 frem til 1966, men der var også et væsentligt input af mere liberal orienteret teologi. Det var ind i denne sammenhæng, at en reel kinesisk teologi skulle introduceres. Pastor Cao siger imidlertid:
– Vi har blandt andet arvet en meget konservativ teologi fra missionærtiden. En teologi, der på mange måder separerer kristne fra samfundet. Her må vi lade vores kultur og tradition træde i karakter også i vores teologi. Derfor taler vi om at rekonstruere den fra missionærerne overgivne teologi. Det arbejder vi på i disse år, og det er dejligt at se, at vi har så mange unge teologer, der går ind i denne opgave.
Andre kirkeledere har i dag en noget mere nuanceret holdning også til spørgsmålet om ”arven” fra missionærtiden.

Efter Maos død i 1976 kom den reformvenlige leder Deng Xiaoping til magten, og en omfattende reform blev iværksat. Han satsede på uddannelse, og han førte Kina fra en stram planøkonomi til markedsøkonomi, der både har åbnet dørene til udlandet og skabt basis for en fantastisk økonomisk udvikling.
Reformen betød langt større frihed til kirkerne. Mange kirkebygninger blev givet tilbage til menighederne i begyndelsen af 80’erne, så de kunne genåbnes under Tre-Selv-strukturen. I de større byer, bl.a. i Beijing, har regeringen givet både byggegrund og store nye kirkebygninger til kirken som kompensation for de mange institutioner og kirker, der blev konfiskeret under kulturrevolutionen.

Den kinesiske regerings pres på kirken blev yderligere lettet, da man i 2001 afholdt en konference om religion, hvor generalsekretæren for kommunistpartiet udtalte: ”De troende kan spille en væsentlig rolle, ikke kun i forbindelse med at sikre social stabilitet, men også med at føre nationen ind i fremtiden. Vi kan ikke undervurdere religionernes rolle i den udvikling, verden er inde i.” Senere har Kinas kommunistiske parti mange gange omtalt religion i positive vendinger. For nylig i folkekongressen udtalte premierminister Wen Jiabao: ” Vi bør gøre religiøse ledere og troende i stand til at spille en positiv rolle i bestræbelserne på at fremme den økonomiske og sociale udvikling.” Det blev dog fulgt op af følgende: ”Vi bør vejlede religiøse ledere og troende, så de kan forbedre deres liv og spille en positiv rolle i bestræbelserne på at fremme den sociale harmoni.”

Foruden udvikling er harmoni et hovedanliggende. Enhver, der truer stabiliteten i det kinesiske samfund, vil blive forfulgt. Nu kan vi så have så mange grunde til at råbe op om krænkelse af menneskerettigheder og overgreb på kristne. Det kan vi læse om næsten dagligt. Senest også i den udgivne bog om broder Yun, ”Den himmelske mand”, der beskriver nogle forfærdelige forhold for kristne, der lever under forfølgelse og tortur, og som ikke ønsker at lade sig registrere i Tre-Selv-kirken, fordi de mener, at forkyndelse her ikke er fri og ægte. Billedet er naturligvis også her mere nuanceret. Broder Yun repræsenterer ikke det store flertal af husmenigheder. Når kristne bliver chikaneret af myndighederne, er det ofte på grund af intern uro og korruption medlemmerne imellem, og hvis de eksempelvis forkynder evangeliet åbent på gader og i parker og forårsager, at mennesker stimler sammen. Det kan systemet ikke bære. Regeringen slår ned på enhver form for uro, splittelse og optøjer, uanset hvilken sammenhæng, også religiøs, det finder sted i.
De fleste husmenigheder lever dog et forholdsvis uforstyrret gudstjenesteliv, også selvom de ikke er registrerede. Der føres faktisk en dialog mellem ledere i husmenigheder og både regeringen og Tre-Selv-kirken. Denne virkelighed reflekteres ikke i særlig synlig grad i medierne.

Men kommunistpartiet har, trods de mange ord om religionsfrihed og demokrati, ikke i sinde at opgive sit magtmonopol. Det gælder især i yderområderne, hvor partiet uden omsvøb blander sig i religiøse forhold, hvis bestemte grupperinger skaber ”disharmoni”. Lige nu er det særdeles synligt i forholdet til Tibet. Sætter vi os i kinesernes sted, er det vel ikke så underligt, med Kinas tumulte historie, at kommunistpartiet i dag ser harmoni og stabilitet, snarere end demokrati og menneskerettigheder, som sit vigtigste mål.
Kina er et ét-parti-diktatur og derfor ikke at sammenligne med det, vi forstår ved demokrati, meget langt fra. Kina er samtidig et mægtigt land, hvor ikke alt administreres ens i nord og syd, øst og vest.

Stor og ny kristen menighed i Dailan, Mancuriet.

Igennem en lang række rejser til Kina, og særligt til kirken i det gamle Manchuriet, har vi oplevet meget stor åbenhed og frihed i forkyndelsen. Stor kirkevækst og dåbsgudstjenester i det fri og uden restriktioner. Kirkevækst er ikke uforenelig med harmoni. Man kan kun få et positivt forhold til TreSelv-bevægelsen, når man besøger menigheder i det gamle Manchuriet. Alle de forskellige konfessioner fra missionærtiden blev så at sige i 1949 tvunget ind i en fælles kirkeunion. Tre-Selv-strukturen var dengang en mulig vej frem for de protestantiske kirker, selvom der også var andre alternativer, fx for den katolske kirke.

Hvad fremtiden vi vise sig at være, er svært at spå om. Hvis Tre-Selv-strukturen er den fremtidige for kirken, ligger der et stort ansvar i at finde det rette teologiske fundament. Der skal ses meget på, hvordan kirken kan tage et socialt medansvar og udvikle en teologi, der kan bære fællesskabet ind i fremtiden. Der er nærmere 80-100 millioner kristne i dag i Kina, flertallet findes formentlig i husmenighederne. Det er den for tiden stærkest voksende kirke i verden. Men at forestille sig, at der kan udvikles noget fælles teologisk fundament eller en fælles platform for socialt ansvar, der kan samle både Tre-Selv-kirken og husmenighederne, er vist mere end usandsynligt.

”Hvad er det så, kirken i Kina har brug for i dag?” spurgte jeg Pastor Cao: ”Vi har brug for at udveksle erfaringer og mødes med jer som kristne. Det har vi som kinesere været forhindret i gennem mange år. Derfor hilser vi ethvert initiativ, der peger i den retning, velkommen. Kinas kirke er selvstændig og skal klare sine egne forpligtelser. Den store økonomiske udfordring i dag er udgifterne til at bygge kirker, der kan huse de mange nye kristne.
De rige menigheder i Østkina skal hjælpe de fattige i Vestkina, og det er en proces, der allerede er godt i gang. Der er også mange kinesere, der er blevet kristne, efter at de har forladt Kina og har taget ophold i udlandet. De støtter også gerne kirkebyggerier.
Kirken har også brug for hjælp til deres sociale institutioner. Ældrepleje er ikke almindelig i Kina. De ældre har igennem mange hundrede år været børnenes ansvar. Sådan er det desværre ikke længere. Nu har børnene travlt med deres eget liv, og mange kristne ældre er alene, fordi familierne ikke har haft mulighed for at tage sig af dem. Uddannelse af plejepersonale til de svage sektorer som børneinstitutioner, blindeskoler og psykiatriske plejehjem og altså de ældre, er oplagte opgaver for kirken.” slutter pastor Cao. Vi kan så tilføje, at der både fra Tre-Selv-kirken (CCC) og fra husmenighedernes side er fremsat ønsker om hjælp til teologisk uddannelse.

Kina vågner. Napoleon skulle have sagt: ”Når Kina vågner, vil verden skælve.”
Og Kina er vågnet. Der er ikke en dag, hvor Kina ikke omtales på forskellig vis i vore medier. Vi bliver hele tiden mindet om den industrielle udvikling i Kina, som har stor indflydelse på vore arbejdspladser. Det kan virksomheder som Danfoss, Ecco, Grundfos, Maersk, Lego, Vestas og mange andre bevidne. Alle har de flyttet væsentlige produktioner til Kina.
Eller vi kan tænke på Kinas offensiv på u-landsområdet i Afrika. Og ikke mindst optager menneskerettighedsovertrædelser os meget, for tiden med særlig henblik på Tibet og De Olympiske Lege. Jo, Kina er bestemt trådt ind på scenen.
Derfor er det vigtigt, at kirken i Kina får mulighed for at sætte et menneskeligt ansigt på den kolossale industrielle udvikling. Vi kan gennem partnerskab hjælpe kirken til at blive tydeligere i det daglige liv i Kina. Gennem kristendommens næstekærligheds fokusering kan vi hjælpe kirken til at præge kursen for de kommende års udvikling og opbygning af landet.
Kina er vågnet – og vi skal vågent lytte til de signaler, vi får derfra, og forsigtigt finde vores plads i Guds mission for dette land.

Jørgen Nørgaard Pedersen er konsulent
og fhv. vicegeneralsekretær i Danmission.