Som kristen er jeg glad for Grundloven

Af Michael Agerbo Mørch. Næstformand i Foreningen Åndsfrihed og underviser på Dansk Bibel-Institut

Vi har ikke nogen stærk tradition for at fejre Grundlovsdag i kirken. Men det er egentlig ærgerligt, for vi har som kristne gode grunde til at være glade for Grundloven.

Grundloven er Danmarks forfatning og dermed hjørnestenen i det danske demokrati og retssamfund. For kirken er Grundloven dog mere end blot en juridisk ramme; den er vores garanti for de frihedsrettigheder, som er fundamentale for det praktiske kristne liv og virke. Trosfrihed, samvittighedsfrihed og ytringsfrihed er centrale principper i Grundloven, og alle disse frihedsrettigheder har både dybe rødder i kristendommen og er afgørende for såvel den danske tradition for åndsfrihed som kirkens sunde liv.

Kritikerne har nok ret i, at i de perioder af Danmarkshistorien, hvor kirken sad på magten, skabte den ikke altid gode rammer for frihedsrettighederne i samfundet. Heller ikke selvom der er bibelsk og teologisk begrundelse for dem alle. Den vigtigste begrundelse er, at sand tro kun tilegnes i frihed. Man kan ikke tvinge folk til ærlig tro, og derfor har kirkens sorteste gerninger været forbundet med forsøg på at presse mennesker ind i Guds rige.

Når troen er tilegnet og blevet personlig, ønsker man også at være sammen med andre troende. Frihedsrettighederne handler derfor ikke kun om, hvad der foregår inde i den enkelte, men også om at de troende kan mødes og give udtryk for troen overfor andre, det man kalder mission. Det er nogle af grundene til, at vi har brug for hele paletten af de grundslovssikrede frihedsrettigheder i kirken.

Grundloven blev vedtaget af rigsforsamlingen den 25. maj 1848 og underskrevet af Frederik 7. den 5. juni 1849. Billedet ”Den Grundlovgivende Rigsforsamling” er malet af Constantin Hansen fra 1860-64. Foto: Wikipedia

Åndsfrihed og kirken

Åndsfrihed er, som ordet siger, frihed for det, der har med ånd at gøre. Det omfatter blandt andet friheden til at tænke, tro og udtrykke sig frit. Man kan yderligere sige, at åndsfrihed er en ramme omkring uenighed. I Danmark er alle ikke enige om svarene på religiøse, politiske og moralske spørgsmål, men hvordan lever man sammen på kryds og tværs af disse uenigheder? Et bud er åndsfrihed, hvor den enkelte får lov til at tænke, tro og udtrykke sine overbevisninger frit, men også giver plads til, at medmennesket når frem til andre svar og synspunkter.

Åndsfriheden indebærer altså medmenneskets ret til de samme friheder, som jeg selv nyder. Denne forståelse af åndsfrihed er en kerneværdi i Grundloven, og jeg vil også mene, den er en grundlæggende forudsætning for sund kristendom. I forhold til kirkens daglige arbejde betyder åndsfrihed for eksempel, at vi kan prædike evangeliet og undervise i den kristne tro uden indblanding fra staten.

Denne forståelse af åndsfrihed
er en kerneværdi i Grundloven,
og jeg vil også mene,
den er en grundlæggende
forudsætning for sund kristendom.

Åndsfriheden er nødvendig for at kunne skabe et rum, hvor troende kan praktisere troen frit og åbent, og hvor nysgerrige og søgende fordomsfrit kan kigge forbi uden tvang. Så Grundloven sikrer, at alle i Danmark har ret til at udøve sin religion uden frygt for diskrimination eller forfølgelse. Det skal man være taknemmelig for, for globalt set er dét bestemt ikke givet. For kristne er den danske tradition for åndsfrihed vigtig, da den ikke blot beskytter vores ret til at praktisere vores tro, men også anerkender religionens plads i det offentlige rum.

Vi kan samles til gudstjenester, der er offentlige, og vi kan offentligt reklamere for vores aktiviteter uden at frygte, at et hemmeligt politi kigger forbi eller religiøse selvtægtsgrupper leger åndelig ordensmagt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Samvittighedsfrihed og ytringsfrihed er vigtige grundpiller

En vigtig del af åndsfriheden handler om samvittighedsfrihed. Samvittighedsfrihed er retten til at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, særligt i etiske spørgsmål. Samvittighedsfriheden beskytter retten til at sige fra, når lovgivning eller praksis i samfundet strider mod vores samvittighed. Et eksempel er retten til at sige nej til at medvirke ved abortindgreb som jordemoder eller sygeplejerske, et andet eksempel er præsters ret til ikke at vie to af samme køn.

Det er en kendt sag, at nogle politikere gerne vil stække denne frihedsrettighed, men her må kristne glæde sig over, at Grundloven indtil nu beskytter retten til ikke at handle mod sin samvittighed. Ytringsfrihed er ligesom samvittighedsfriheden en uundværlig del af et demokratisk samfund og en grundlæggende menneskerettighed. For kristne er ytringsfrihed afgørende, da den ikke blot tillader fri debat om religiøse og etiske spørgsmål, men også sikrer, at kristne stemmer har ret til at ytre sig i den offentlige debat.

Overbevisninger, man ikke må tilkendegive for nogen, er ikke meget værd, og derfor har kristne god grund til at værne om en vid udstrækning af ytringsfrihed. Historisk har kirken haft svært ved at tillade, at folk brugte ytringsfriheden til at fremsætte kætterier eller måske direkte vantro eller spottende udsagn. Men her må kirken acceptere, at hvis den selv vil have ret til at missionere, må andre også have ret til at sige den imod og komme frem med andre synspunkter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et vigtigt element i ytringsfriheden er også, at kirken dermed kan kritisere uretfærdigheder og tale sandhed til magten uden frygt for repressalier. Ytringsfriheden giver nemlig gode vilkår for, at kirken kan opfylde sit profetiske mandat, og det er nok noget, vi i endnu højere grad skal lære at udnytte til fordel for samfundets undertrykte og marginaliserede.

Aktuelle udfordringer for åndsfriheden

Åndsfriheden er paradoksalt nok både styrket og udfordret for tiden. På den ene side oplever vi i Danmark en stigende bevidsthed om og støtte til religionsfrihed globalt set, hvor skiftende danske regeringer de seneste år så småt er begyndt at forstå behovet for at forsvare forfulgte kristne minoriteter og tros- og religionsfrihed i det hele taget rundt om i verden – om end der stadig er brug for at gøre langt mere.

Et vigtigt element i ytringsfriheden er også,
at kirken dermed kan kritisere uretfærdigheder
og tale sandhed til magten uden frygt for repressalier.

På den anden side ser vi også udfordringer. Den øgede migration har ført til mange spændinger, og i Danmark er der løbende diskussioner om indskrænkninger i religionsfriheden, særligt i forhold til islam.

Frygten for islamisk terror har gjort, at almindelige muslimers trospraksis bliver mistænkeliggjort, og det er meget problematisk fra et åndsfrihedsperspektiv. Samtidig vil politikernes trang til at gribe til lovgivning overfor trospraksisser måske føre til, at også kristnes frihed bliver presset i fremtiden. Ligheden for loven sikrer jo – hvilket er både godt, naturligt og en helt central præmis i den grundlov, vi fejrer i dag – at hvis man vil ramme islam, må man formulere loven sådan, at den rammer alle trossamfund på det givne område.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her må kristne huske, at åndsfrihed er afgørende at give til dem, man er uenig med, fordi det sikrer, at vi sammen kan søge sandheden uden tvang og ydre pres. Åndsfrihed er ikke et værktøj, som kun er vigtigt, når det gavner mig, men er et fælles anliggende for alle sandhedssøgende borgere. Derudover er ytringsfriheden under pres i en tid med øget polarisering og “cancel culture”. I debatten om, hvad der må siges offentligt, risikerer man, at kontroversielle meninger undertrykkes, hvilket også kan ramme kristne.

Klassisk kristen etik er ikke politisk korrekt, og man kan godt frygte, at vi vil se lignende sager i Danmark som sagen mod den finske politiker Päivi Räsanen, der blev anklaget for hetz mod en folkegruppe, fordi hun citerede Paulus’ afvisning af praktiseret homoseksualitet. Grundloven beskytter de fundamentale frihedsrettigheder, som er nødvendige for troens frie udfoldelse i Danmark. Trosfrihed, samvittighedsfrihed og ytringsfrihed er alle med til at sikre, at kristne kan leve og udtrykke troen frit.

Mens vi lykkeligvis ser visse tendenser, der øger den hjemlige opmærksomhed om disse rettigheder globalt, må vi også være opmærksomme på de aktuelle udfordringer, der kan presse dem herhjemme. Det er afgørende, at vi fortsat værner om disse frihedsrettigheder, som både er en del af vores nationale og kristne kulturarv.