Katolikken fik en pinse-oplevelse

Lars Messerschmidt er mangeårig generalvikar for den katolske biskop. Som præst ville han forandre verden, men var frustreret over modgangen. Indtil han blev fyldt af Helligånden…Lad os begynde med en kort bøn til Helligånden, siger Lars Messerschmidt, mens jeg sidder klar med kuglepen og blok for at udspørge ham om hans oplevelse af ”Helligåndens udgydelse”.

Helligånden er for mig ikke længere teori, men virkelighed, siger Lars Messerschmidt.

Som det er typisk for den katolske præst og generalvikar for den katolske biskop, kan vi ikke begynde, før vi har inviteret Helligånden med.
Efter en kort bøn er ordet til gengæld frit, og Lars Messerschmidt fortæller glad om sin oplevelse med Helligånden, da han var i dyb krise.
Som ung præst ville han forvandle kirken, og han kastede sig ud i opgaverne sammen med sine kolleger. Men det skulle vise sig at være et sejt træk at skabe vækkelse ved egen kraft. Og han endte opgivende og frustreret…
– Vi gik i gang med vældige reformprogrammer i den naive tro, at ”alt ville blive nyt”. Jeg kunne prale med en rigtig god kristen opdragelse og et langt teologisk studieforløb. Med denne bagage var jeg fuldt ud rustet til en sådan opgave – troede jeg! Men jeg nåede frem til den dybe erkendelse, som står i Bibelen, at ”hvis ikke Herren bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves”.

Det er nu over 30 år siden. Et team af kristne forretningsfolk kom fra USA, og med sig havde de to katolske præster.
– De ville besøge den katolske biskop, men da han ikke var hjemme, måtte de nøjes med mig, det næstbedste! smiler Lars Messerschmidt.
Og heldigvis for det. For han var i sin frustration nysgerrig efter at høre mere om den karismatiske vækkelse, om Helligåndens udgydelse, der angiveligt havde forvandlet både præster og lægfolk og skabt nyt liv og røre i mange kirker.
– Jeg spurgte og spurgte, og snakkede meget længe, inden jeg fik taget mig sammen til at bede om forbøn. Men så tog jeg mig sammen og sagde til mig selv: ’Kom til sagen. Hvorfor gør du ikke bare kort proces og beder dem bede for dig?’
– Det var et vanskeligt punkt at overstige – værre end at bestige Mount Everest! Det med bøn under håndspålæggelse var noget helt nyt, og det veg jeg tilbage for.
– Gud beder os ofte om at gøre noget tilsyneladende uoverkommeligt, uoverstigeligt for at vi kan få del i hans velsignelse. Når vi ser tilbage på begivenheden, synes det let. Det var blot psykiske hæmninger, reflekterer han bagefter.

Men så fik Lars Messerscmidt fremført sit ønske, og de to præster lagde deres hænder på hans hoved og bad:
– De bad ganske enkelt om Helligåndens udgydelse, husker han. – Så bad de ’i tunger’, og jeg følte noget ske indeni mig, noget der føltes absolut rigtigt. Det er meget svært at sætte ord på en åndelig oplevelse, men jeg vidste bare, at der var sket noget!
Og så skete der noget, som er nok så kontroversielt i visse kredse.
– Jeg blev ført i ånden tilbage til min barnedåb. Jeg genoplevede min barnedåb, som fandt sted samme dag, jeg blev født. Noget som skete for så mange år siden vældede nu pludselig op i mig: levende vand.
Efter forbønnen oplevede han en fornyet kraft til at gøre det, der var rigtigt.
– Jeg følte at alt var ændret. Jeg havde fået et nyt blik, et nyt syn, hvor jeg så tingene i et nyt lys. Jeg så anderledes på alt, på Bibelen, på min opgave som præst, på alle de mennesker jeg mødte. Det var ikke kun en stemning, men noget der reelt var sket.
– Da jeg havde givet plads for Helligånden førte han mig også dybere ind i sandheden. Jeg fik en dybere indsigt i Guds ord.
Det var en meget mærkelig tid, alt var blevet nyt, og det blev ved i flere måneder. Og så klingede følelsen af. Det havde været en slags åndelig tsunami, og derefter var alt normaliseret. Men der var sket noget mærkbart, noget epokegørende.

Og epokegørende, det var den karismatiske fornyelse for ca. 40 år siden. Et nyt fokus på Helligånden og nådegaverne (karisma på Ny Testamentes grundsprog) bredte sig i stort set alle kirkesamfund. Også i den katolske kirke havde det ”ulmet” længe.
– Jeg blev præsteviet i Den katolske Kirke i 1961 – for 47 år siden. Mens jeg videreuddannede mig i Rom, fandt det 2. Vatikankoncil sted, en forsamling af over 2000 katolske biskopper. Formålet med dette kirkemøde var ganske enkelt at forny Den katolske Kirke med henblik på at møde den moderne verden med Evangeliet på en troværdig og nutidig måde, fortæller Lars Messerschmidt.
Den nyvalgte pave Johannes XXIII indkaldte til koncilet og har selv givet udtryk for, at han adlød en guddommelig inspiration.
– Måske siger denne bøn mere end noget andet, hvad han ønskede af koncilet: ”Guddommelige Ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny Pinse, og giv at din Kirke i udholdende og indtrængende bøn, med ét hjerte og ét sind, sammen med Maria og ledet af den hellige Peter må få den guddommelige Frelsers herredømme til at vokse, sandhedens og retfærdighedens herredømme, kærlighedens og fredens herredømme”.
– Ved denne bøn blev begrebet ’en ny pinse’ officielt indført i Den katolske Kirkes lære og liv.
Af denne bøn fremgår det, at paven var sig bevidst, at en egentlig fornyelse af Kirken er af åndelig art, dvs. at det er troen, individuelt og kollektivt, der først og fremmest skal fornyes.

– At være så nær på en verdenskirke, som jeg var, var en øjenåbner på godt og ondt. Jeg oplevede på den ene side en enorm vitalitet og på den anden side mangt og meget, som virkelig trængte til reform.
– Koncilets anliggende tog jeg til mit hjerte og besluttede efter min hjemkomst til Danmark i 1965 at arbejde på denne fornyelse. Men frustrationen voksede i mig. Jo mere vi ændrede på tingene og tog nye initiativer, desto mere høstede ”denne verdens fyrste” frugterne i form af en tiltagende ligegyldighed og frafald blandt de kristne. Især gik det ud over de unge, der ganske enkelt blev fremmedgjort for kristendom og Kirke på trods af alle mulige avancerede religionspædagogiske tiltag. Det gik lidt efter lidt op for mig, at det var en ulige kamp mellem Kirken og verden. Det er dybt deprimerende.
– Hvad var der galt? I min alvorlige frustration begyndte jeg at bede på en ny måde, dvs. lægge alle disse alvorlige problemer frem for Gud. Det var hans tiltag for at få mig i tale: at få mig til at tale direkte til ham. Det næste var, at jeg stødte på karismatisk litteratur, både katolsk og ikke katolsk. Her begyndte jeg at forstå, hvad der var galt med mig og med så mange andre. Her mødte jeg mennesker, der havde gennemlevet en lignende frustration, men var kommet igennem, fordi Gud på en ny og følelig måde sendte Helligånden over dem. Det, der manglede, var netop Helligånden.
– Den karismatiske fornyelse er for mig begyndelsen på noget nyt, nemlig en proces, hvor Helligånden må rense område for område i ens indre liv. I denne personlige forvandlingsproces opdagede jeg også sandheden om nådegaverne og deres nødvendighed for at tjene evangeliet. Gud oplærte os i helt nye tjenester, f.eks. helbredelses- og befrielsestjenesten.
– Guds Ånd blev pinsedag ikke kun udgydt over urmenigheden i Jerusalem, men over alt kød, så alle mennesker bliver i stand til at tage imod Jesus, når de hører om ham.
– Mange år efter er jeg endnu mere overbevist om Helligåndens nødvendighed, for at verden kan blive frelst, og for at Kirken kan blive Kristi redskab for denne frelse. Det er for mig ikke længere teori, men virkelighed.