Gud hjalp mig gennem operation for svulst i hjernen
Poul Erik Skøtts kone fik at vide, at han ville komme til at sidde i kørestol – hvis han overlevede den vanskelige operation. Men han ikke blot overlevede, han føler sig 10 år yngre.Lørdag den 10. februar 2006 var jeg alene hjemme. Min kone var inde i Landskrona for at handle. Da hun kom hjem, fandt hun min liggende på køkkengulvet.
Jeg lå da meget godt, syntes jeg, hun skulle bare give mig et glas vand, mente jeg, så ville jeg igen være helt ok.
Min kone ringede efter en ambulance, som kom og bragte mig til Hospitalet i Lund.
Jeg husker ikke alt i detaljer, men jeg har fået det fortalt efterfølgende. Jeg blev kørt op til scanning af hovedet.
Sygeplejersken spurgte, om jeg kunne flytte mig selv over til scanneren, og det kunne jeg naturligvis sagtens, sagde jeg men jeg fik et blackout og skvattede om på gulvet. Jeg erindrer det ikke selv.
Det skal siges, at jeg i egne øjne var nok den mest normale mand i såvel Sverige som Danmark. Jeg havde ikke ondt nogen steder bortset fra en hovedpine ca. hver 3. uge. Det blev kureret med 2 panodiler, og det var så det. Jeg følte mig nok noget træt, men jeg havde jo egentligt også alderen til det, 67 år.
med operation
Den 10. februar på hospitalet har jeg ingen erindring om, men min kone talte med lægen, som var på weekendvagt, og han turde ikke vente til mandag med at operere mig, men ville gøre det søndag.
Han forventede ikke, at jeg ville komme igennem uden, men han forberedte min kone på, at jeg nok ville komme til at tilbringe resten af mine dage i rullestol eller endnu værre i en seng ude af stand til at klare mig selv.
Dette afstedkom, at min kone straks gik i gang med at sætte Jesus ind i situationen.
Hun bad også vore børn om at komme søndag og ringede for at sætte bønnekæder i gang såvel i Sverige som i Danmark.
med en appelsin
Om søndagen, jeg har absolut ingen erindring selv, blev jeg opereret fra kl. 10-18. Inde i mit hoved var der en svulst/tumor på størrelse med en appelsin.
Det viste sig, at den var vokset sammen med min pandeskal, som derfor ikke kunne reddes. Størrelsen på svulsten bevirkede, at den var i gang med at trykke hjernen ned i nakken. Den var også på vej ned i øjenhulerne.
Ved operationen var lægerne nød til at mejsle/skære en del af pandeskallen bort og indsætte et kunstigt stykke.
Om aftenen, mens jeg var omgivet af alle mine kære, kom lægen ind på stuen for at tilse mig. Han spurgte, om jeg kunne trykke ham i hånden, hvilket jeg gjorde, dernæst den anden hånd, og om jeg kunne vippe med tæerne, hvilket også var ok.
Det stod nu min familie klart, at der var sket et mirakel. Jesus bar mig igennem og anvendte en meget kompetent læge til indgrebet.
Om mandagen var jeg overraskende frisk, ingen hovedpine, ingen ubehag overhovedet, jeg var bare i hurtigt tempo på vej til at blive rask.
Lægerne og det øvrige personale kom i de følgende dage ind og så med forundring på mig og spurgte, om der slet intet var i vejen med mig.
Det kunne jeg heldigvis svare nej til, samtidig med at jeg fornemmede, at glæden lyste ud af mine øjne, og stemmen var jublende glad.
Nu er der gået 2 år, siden det hændte, jeg har haft en hel del væske fra hjernen ude under huden, på grund af utæthed i den indsatte del af panden, faktisk fra tindingen hen over den halve pande og lidt op under håret længst fremme på hovedet.
Præcis i februar i år, omkring samme dato som operationen foregik, er utætheden stoppet efter forbøn og ved Guds indgriben. Ja, fordi Jesus sådan har helbredt mig, syntes jeg, at jeg ser helt normal ud igen.
Dette vidnesbyrd er skrevet, fordi jeg ønsker at ære Jesus Kristus for Hans indgriben og takke for, at jeg nu er helt rask og kan arbejde normalt. Jeg er pensionist, og jeg kan drille min kone med, at hun har fået en mand, som er 10 år yngre end før operationen.
Den sidste aften inden udskrivningen var min kone og jeg inde hos lægen, som opererede mig for ligesom at få det sidste råd med hjem.
Lægen spurgte min kone, hvordan hun havde opfattet hele forløbet op til og under selve indlæggelsen. Hun fortalte da om en apatisk mand, som hun slet ikke kunne regne med.
Dette kom som et chok for mig, og jeg blev klar over, at jeg nok havde været langt vanskeligere at leve sammen med i tiden op til operationen, end jeg var klar over.
Jeg har senere fået at vide, at jeg havde været ved at drive hende til fortvivlelsens rand.
Lægen fortalte også, at svulsten nok har været på vej i 4-6 år, og i al den tid har jeg bare været på vej ned ad bakke.
Som en ekstra tilføjelse kan jeg fortælle, at jeg ikke får medicin af nogen art og heller ej er til kontrol eller anden opfølgning på Hospitalet i Lund.
Af Poul Erik Skøtt
