Præster skal lære at møde muslimer
Til oktober skal de første 16 folkekirkepræster på kursus for at lære, hvordan de begår sig i mødet med muslimer.
Undervisningen forløber over to år, og præsterne skal bl.a. lære, hvordan man rent pædagogisk forklarer det kristne budskab for muslimer, skriver Nyhedsavisen.
Det er stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde, der organiserer den nye mulighed for efteruddannelse:
– Målet er at gøre kristendommen mere synlig i de områder af landet, hvor der bor så mange muslimer, at den kristne kirke er kommet i mindretal, fortæller generelsekretær Berit Schelde Christensen.
Fremgangsmåden skal dog ikke være aggressiv. Det handler først og fremmest om at vise et godt eksempel.
– Vi skal gennem vores handlinger og det gode eksempel vise, at kristendommen er kærlighedens og respektens religion. Man kan for eksempel arrangere dialoggrupper, hvor muslimer og kristne kan tale om forskellen mellem Jesus og Muhammed. Man kan besøge muslimske friskoler og tale med imamer. Og man kan fejre fester med muslimerne eller invitere dem til julearrangementer. Når samtalen først er etableret, er det naturligt også at tale om sin tro på Gud, siger Berit Schelde Christensen.
KP