En af landets mindste folkekirker fyldte 100 år

Den 23 personer store menighed i Agerø Kirke på Mors fejrede dagen med en festgudstjeneste søndag d. 8. juni.- Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg tilstede midt iblandt dem, siger Jesus i Det Nye Testamente. På Agerø er de ti gange så mange, og derfor giver det god mening for dem at have en kirke og holde gudstjenester, lyder det fra kirken i en pressemeddelelse.
– De hænger ved deres kirke, og de er trofaste, udtaler sognepræst Anne Birthe von Holck.

Vækst på 200 pct.

Agerø Kirke konkurrerer med Lodberg Kirke på Thy om DM i kirkegang. Ind imellem er alle 60 siddepladser i Agerø Kirke besatte, hvilket svarer til en kirkegang på over 200 pct.
Behovet for en kirke på Agerø blev klart efter begravelse, hvor en kiste faldt i fjorden og drev væk, da man skulle fragte den til kirkegården i Hvidbjerg på Mors.
To kvinder fra sognet skænkede jorden, hvor kirken blev bygget. Det skete som tak for bønnesvar, da de fór vild under en vinterstorm. Den fattige ø-befolkning samlede ind i årtier, inden de havde penge til at bygge Agerø kirke.
/sl